- Kære elever. Stopper det islamiske emirat jer fra at gå i skole?
Skolepigerne med hvide tørklæder om håret stirrer på de to talibanere foran tavlen.
- Nej, siger pigerne i kor.
I hjørnet af klasselokalet står deres lærer. I 20 år har hun undervist piger i engelsk og dari og tilhører den generation af afghanere, der arbejdede og deltog i et demokratisk Afghanistan.
Den æra er slut.
Hendes elever er født i en tid, hvor millioner af piger kom i skole og deres mødre tilbage på arbejdsmarkedet efter årene under Taliban i 90’erne, hvor kvinder måtte blive i hjemmene.
Denne formiddag bliver de vidne til en charmeoffensiv fra Afghanistans nye magthavere med de sorte turbaner.
- Har I modtaget beskeder fra os om, at I ikke kan gå i skole?
Ingen i lokalet tør svare andet end ”nej”.
I dag slutter den 20 år lange amerikansk-ledede vestlige krig i Afghanistan. Tusindvis af afghanere, der frygter for deres liv, er blevet evakueret de seneste to uger siden Talibans magtovertagelse. I pigeskolen i Afghanistans fjerdestørste by Mazar-e Sharif studerer nogle af de mange millioner, der bliver tilbage - ængstelige efter at vide, hvordan Taliban vil lede landet.
- Dæk dit ansigt til, siger en af talibanerne til en lærer med tørklæde over håret. Som andre lærere har hun ikke mundbind for ansigtet.
Det slår mig, at elever og lærere modsat de mandlige tilstedeværende bærer mundbind - som tildækning - snarere end som beskyttelse mod coronavirus.
Talibanerne har taget deres hvide flag med som en gave til skolen. De skridter ned ad gangen fra klasse til klasse med et budskab om, at de har forandret sig. De er godt klar over, at der er et stykke vej til at vinde kvinders og pigers tillid.
- Der er meget propaganda om, at vi er imod pigers uddannelse. Men nu ser I selv sandheden. Vi er altid aktive i forhold til jeres uddannelse, og vi er altid klar til at hjælpe jer, bebuder talibanerne og smiler afmålt ud over klassen.
En elev læser op af engelskbogen foran klassen, da Talibans repræsentant for Balkh-provinsens undervisningsafdeling stiller sig i døren og lytter, eleven tørrer sveden af panden med sit tørklæde.
- Jeg rejste med et stort fly, læser eleven på engelsk.
- Efter takeoff kom stewardessen med mad og drikke, fortsætter hun.
I næste klasselokale undrer talibanerne sig over, at der mangler skoleborde og stole.
- De mindre klassetrin er ikke så vigtige, men i det mindste bør de store klasser have nok stole. Da jeg var elev, havde vores tolvte klasse så meget værdi for skolen, at vi alle drømte om at være dem, siger talibaneren.
Lærerinden fortæller dem, at kun omkring 70 procent af eleverne er til stede og foreslår, at Taliban i byens moskeer oplyser familierne om, at skolerne er åbne, og at børnene skal komme tilbage. Lærerne har ikke fået løn i to måneder, og Taliban har foreløbigt bedt de statslige ansatte om at arbejde gratis, indtil de får styr på situationen.
DR Nyheder har mødt Mullah Abdul Khalil Shahed Kheel, der er Talibans nye undervisningsminister i Balkh-provinsen, hvor Mazar-e Sharif er hovedbyen. Han er ansvarlig for 417 skoler, 210 koranskoler og 14 lærerseminarer, og så har han siddet fanget i næsten to år af de vestlige styrker, der nu har forladt landet:
Talibans medieansvarlige i Mazar-e Sharif er med os på rundtur til pigeskolerne, og hans kollega fra undervisningsafdelingen opfordrer mig til endelig at “stille spørgsmål om kvinders rettigheder og uddannelse.”
Efter at de overfor en klasse har promoveret, at de ingen intentioner har om at lukke pigeskolerne, stimler lærere og elever sammen i lokalet, mens jeg spørger, om de kan forstå, at kvinder og piger er bekymrede for deres fremtid, siden Taliban ikke tillod pigers uddannelse, sidst de var ved magten.
Lærerne filmer med deres mobiler. Bag talibanernes ryg viser en lærer mig thumbs up. En anden stiller sig demonstrativt op og hiver ned i sit mundbind og kigger målrettet ind i kameraet.
Hun vil ses. Hun VIL ses.
Tyve års udvikling for kvinder i Afghanistan fornægter sig ikke. Imens viger den medieansvarlige fra Taliban uden om spørgsmålet.
- Det er blevet annonceret af Undervisningsministeriet, at alle kan komme til undervisning, siger han og forsikrer endda, at der ikke bliver ændringer i curriculum og vandrer videre til næste klasse.
Jeg bliver stående sammen med en lærer.
- Jeg elsker at undervise pigerne, fortæller hun.
- Men jeg er… bekymret for fremtiden.
I hjørnet i det tomme lokale græder hun lydløst. Bag brillerne bliver øjnene blanke. Hun kigger ned i jorden. Knuger hænderne foran sig.
Eneste anden gang jeg bliver ladt alene med en klasses elever, rejser en pige sig op fra sin plads og spørger højt:
- Hvad synes du om Taliban?
Hun når at få udtrykt sin bekymring, inden Taliban igen viser sig utålmodigt i døren.
- Jeg kan ikke tale om det. Vi bliver nødt til at gå, siger pigen.
Afghanistans kvinder og piger er vokset op i en moderne tid. I skolen er der lommer af synlig modstand mod den nye magthaver. Jeg ser himmelvendte øjne over Talebans besøg. Men også stivnende frygt. Og en demonstrativ vilje til at stå ved sig selv.
Medmindre det med tiden bliver et krav, tvivler jeg på, at skolen hejser Talibans hvide gave i flagstangen.
Klokken 21.25 på DR1 og DRTV stiller Horisont skarpt på Afghanistan. Lærerinderne bliver irettesat af den islamistiske bevægelses repræsentanter på én af landets pigeskoler. Og på trods af løfter om, at pigerne fortsat kan modtage undervisning, frygter lærerne og eleverne det modsatte.