DR AFSLØRER: Den danske IS-terrorist Basil Hassans hustru og barn forsvundet fra fangelejr i Syrien

Interne dokumenter afslører, at Basil Hassans hustru, som Holland opfatter som en sikkerhedstrussel, er forsvundet fra fangenskab i al-Hol-lejren.

Den hollandske hustru til Danmarks top-terrorist i Islamisk Stat, muligt afdøde Basil Hassan, er forsvundet fra fangelejren al-Hol sammen med sine to børn.

Det viser dokumenter fra lejren, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

I de fortrolige opgørelser fremgår det, at 24-årige hollandske Ojone Igala, hendes søn AK samt datteren A, som hun fik med sin danske mand Basil Hassan i april 2017, ikke længere opholder sig i fangelejren. Basil Hassans 4-årige datter har dansk indfødsret.

Alle tre personer og deres sagsnumre står listet som “inaktiv”, hvilket betyder, at de ikke er til stede i al-Hol.

Desuden har DR Nyheder den seneste uge besøgt både al-Hol og al-Roj-lejren. Ingen af stederne vidste de lokale myndigheder, hvor Ojone Igala befinder sig.

Det har altså været muligt for hustruen - og formodentlig enken - til en af Danmarks og Vestens mest eftersøgte IS-terrorister, pludselig at forsvinde fra den bevogtede fangelejr.

Ifølge flere kilder med kendskab til Ojone Igala er hun angiveligt flygtet fra al-Hol-lejren med hjælp fra sit netværk og smuglere.

I juni 2020 rapporterede hollandske medier, at omkring 15 hollandske kvinder var flygtet fra al-Hol med deres børn, og ifølge en rapport fra Egmont - Royal Institute for International Relations - er mindst 40 kvinder fra lande som Belgien, Sverige, Holland og Tyskland flygtet det seneste halvandet år. Hvornår præcis Ojone Igala forsvandt fra al-Hol-lejren er uklart.

Her i annekset har DR i den forgangne weekend spurgt en lang række kvinder om Ojone Igalas tilstedeværelse. (foto: DR Michael S. Lund)
Her i annekset har DR i den forgangne weekend spurgt en lang række kvinder om Ojone Igalas tilstedeværelse. (foto: DR Michael S. Lund)

Ifølge de hollandske myndigheder udgør Igala en sikkerhedsrisiko og i marts 2020 blev hun sat på den hollandske liste over personer, der er under sanktioner som følge af deres forbindelse til terrororganisationer, så hun for eksempel ikke kan modtage penge fra Holland.

Alligevel er hun forsvundet ud af al-Hol-lejren og sandsynligvis ud af Syrien til et andet land.

- Faren ved IS-koner kan ikke overvurderes, påpeger Jason Blazakis, der i 2016 placerede Basil Hassan på USA’s terrorliste “som en af de farligste nogensinde”.

I dag er han leder af Center for Terrorisme, Ekstremisme og terrorbekæmpelse ved Middlebury Institute i USA.

- Det er ekstremt bekymrende, at hun på magisk vis er forsvundet. Hun kan sagtens have adgang til kontakter, som Hassan også havde. Og det er – desværre – ikke første gang, jeg hører om tidligere IS-koner, der smugles ud af fangelejrene, siger Blazakis.

Billede fra al-Hol-lejren, hvor over 60.000 mestendels kvinder og børn sidder tilbageholdt. (foto: DR Nyheder)
Billede fra al-Hol-lejren, hvor over 60.000 mestendels kvinder og børn sidder tilbageholdt. (foto: DR Nyheder)

Ojone Igala blev tilfangetaget af kurdiske styrker, da den sidste IS-lomme i Baghouz faldt. Hun ankom til al-Hol-lejren i løbet af marts 2019, og i september samme år mødte DR Nyheder hende.

- Livet med Basil Hassan var godt, sagde hun dengang og tilføjede, at repræsentanter for danske myndigheder havde besøgt hende i lejren og stillet hende “mange spørgsmål om Basil Hassan.”

Tidligere operativ chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen er bekymret over hendes forsvinden.

- Hvis det passer, at hun er forsvundet, må der udstedes en international arrestordre på hende, så man kan få styr på hende. Basil Hassan er så manipulerende og farlig, at hans tidligere hustru ikke bare kan drive rundt som en mine, man ikke kan forudsige, hvad rammer.

Også Magnus Ranstorp, som er terrorforsker og forskningschef ved Forsvarshøjskolen i Stockholm, mener, at hun kan være farlig.

- Alle, der har været tæt på Basil Hassan, er farlige, fordi han var så operationel og havde fingrene i så meget. Og sidder man i alHol-lejren med de kontakter, som hans hustru må have, så er det klart, at hun kan få hjælp til at komme ud.

Dette billede af Basil Hassan i IS-højborgen Raqqa har DR Nyheder fået overleveret af en person meget tæt på ham. Hans formodede død i 2017 er aldrig blevet officielt bekræftet. (arkiv)

Ojone Igala tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat som teenager i 2014 og blev først gift med en IS-kriger med rødder i Bangladesh. Da han blev dræbt, giftede Ojone Igala sig med danske Basil Hassan, der på det tidspunkt var højtstående i Islamisk Stats militære enhed.

- Han var en god mand med meget tålmodighed. Han forlod hjemmet tidligt om morgenen og kom hjem sent. Han talte aldrig om, hvad han lavede. Nogle gange kunne han være væk i flere uger, fortalte Ojone Igala til DR Nyheder i 2019.

Men livet som fange i al-Hol-lejren blev uudholdeligt for hende. I hvert fald at dømme efter en talebesked, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af. Her taler Igala med bævende stemme fra lejren til sin familie i Holland.

- Er der mon en mulighed for at Holland vil tage børnene før mig? Jeg kan ikke tage mig af dem mere. Jeg er så udmattet. Jeg har et nerveproblem, nogle gange kan jeg ikke bevæge hænderne eller gå. (…). [pigens navn, red.] sover hele tiden og smiler ikke længere, lyder det i talebeskeden.

Tidligere boede hun i den særlige afdeling af al-Hol-lejren, det såkaldte anneks, for udenlandske kvinder.

I annekset har DR Nyheder i den forgangne weekend spurgt en lang række kvinder om Igalas tilstedeværelse.

- Alle hollænderne er væk. De er alle sammen taget afsted, sagde en tildækket kvinde.

Se mere fra DR Nyheders besøg i al-Hol herunder:

Basil Hassans datter har dansk indfødsret

Ojone Igalas yngste datter, hvis far er den danske terrorist Basil Hassan, har ifølge ekspert i indfødsret, seniorforsker emerita Eva Ersbøll ret til dansk statsborgerskab.

- Den sag er helt klar, eftersom hun er født efter 1. juli 2014 og før 1. februar 2020 og har en dansk far, slår hun fast.

Den danske regering og en række af Folketingets partier har netop nedsat en taskforce, der skal arbejde for at hjemtage børn af ”danske forældre” fra lejrene.

Basil Hassans datter er ikke blandt de 19 børn, som Udenrigsministeriet er i kontakt med via pårørende eller partsrepræsentanter, men taskforcen arbejder ud fra, at "børn af danske forældre" skal bringes hjem til Danmark.

En lille familie i den del af al-Hol-lejren, der hedder Annekset. Det er her, at Ojone Igala og hendes to børn er forsvundet fra. (foto: DR Michael S. Lund)
En lille familie i den del af al-Hol-lejren, der hedder Annekset. Det er her, at Ojone Igala og hendes to børn er forsvundet fra. (foto: DR Michael S. Lund)

Datteren er muligvis iblandt de 25 børn af personer udrejst fra Danmark, der ifølge PET opholder sig i det nordøstlige Syrien, primært i lejrene al-Roj og al-Hol.

Den fireårige pige har en tilknytning til Danmark, idet hendes far er Basil Hassan. Det betyder, at hun for eksempel kunne have krav på hjælp fra Danmark, hvis hendes mor mødte op sammen med hende på en dansk ambassade i udlandet.

- Det er lige meget, hvor hun er født. Den pige har dansk indfødsret og dermed ret til at komme til Danmark, siger Eva Ersbøll.

Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyser til DR Nyheder, at også en udenlandsk forælder – i det her tilfælde pigens hollandske mor – kan komme til Danmark under regler om familiesammenføring, hvis man hjemtager deres danske børn.

Den danske terrorforbindelse

I IS-miljøet er Ojone Igala bedre kendt som “Umm Baraa”. Hun er datter af en hollandsk mor og nigeriansk far. Hun har sagt til DR Nyheder, at hun rejste til Syrien i 2014 og endte som hustru til Basil Hassan, der mistænkes for drabsforsøget på islamkritiker Lars Hedegaard i 2013. Siden nåede han til tops i Islamisk Stats militærapparat.

Basil Hassan er mistænkt for i en årrække at være hovedpersonen i et dansk terrornetværk, der opbyggede Islamisk Stats dronehær fra 2012-2017 og samtidig planlagde terrorangreb i Vesten.

Billedet fra Islamisk Stats propagandamateriale viser, at en drone bliver sendt i luften. Basil Hassan har ifølge efterretningskilder stået i spidsen for Islamisk Stats droneprogram.

I juli 2017 blev Basil Hassan erklæret dræbt, men dette er aldrig officielt blevet bekræftet, og danske myndigheder har de seneste år arbejdet ud fra, at han stadig kan være i live.

I begyndelsen af 2017 boede Basil Hassan sammen med Ojone Igala i Islamisk Stats hovedby Raqqa, hvor de den 4. april 2017 blev forældre til datteren. Det fremgår blandt andet af Ojone Igalas besked til sine svigerforældre i Danmark i forbindelse med Basil Hassans formodede død.

Samtidig havde Hassan giftet sig med den tidligere yazidi-slave Leyla Talou, som har fortalt til DR, at Basil Hassan fordelte sin tid mellem de to kvinder, inden Talou flygtede ud af IS-kalifatet fra Basil Hassan og hans højgravide hollandske kone.

Da krigen mod IS rykkede ind i Raqqa i 2017, flygtede Ojone Igala med IS mod sydøst, indtil hun måtte overgive sig og endte i fangelejren.

Holland har hele tiden afvist at hjemhente kvinder og børn, og indtil hendes forsvinden har Igala boet i et radikaliserende lejr-miljø, hvor DR Nyheder for nyligt kunne afsløre, at hverdagen består af drab og lemlæstede lig mellem teltene.

Højesteret i Holland har afgjort, at det ikke er en pligt at hente kvinder og børn hjem, men en del har alligevel fundet vej til hjemlandet via Tyrkiet. Mindst syv personer er nået til Hollands diplomatiske missioner i Tyrkiet for nylig.

Advokat André Seebregts, der repræsenterer en del af kvinderne, finder det åbenlyst, at den hollandske model ikke har virket.

- Myndighedernes argument for at lade kvinderne sidde i Syrien er, at de kan udgøre en trussel. Men alle, der alligevel kommer hjem, bliver fængslet og stillet for en dommer. Og samtidig lader man børn sidde på ubestemt tid, hvor man kun i ekstremt sjældne, humanitære tilfælde repatrierer, siger André Seebregts.

Du kan høre mere om Basil Hassan i podcastserien 'Dronekrigeren' herunder.

DR Nyheder har foreholdt de nye oplysninger om Ojone Igalas forsvinden til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og PET, som ikke vil kommentere på sagen.

Udenrigsministeriet skriver i et skriftligt svar, at ministeriet alene yder bistand i sager, hvor der anmodes om bistand. "Det ses ikke at være tilfældet i denne sag" omkring Ojone Igala og Basil Hassans datter.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun kan udgøre en trussel henviser ministeriet til Justitsministeriet, der ligeledes afviser at kommentere oplysningerne.