Politiet kender endnu ikke motivet bag tre eksplosioner, der ramte nær fodboldholdets Borussia Dortmunds spillerbus, da de kort efter klokken 19 forlod deres hotel forud for den nu aflyste hjemmekamp i Champions League mod AS Monaco.
Det schweiziske medie Blick har talt med holdets målmand Roman Bürki, som beskriver, hvordan han oplevede den dramatiske situation.
- Vi forlod hotellet 19.15 og kørte ned af gaden. Da bussen drejede ind på hovedvejen lød der en kraftig eksplosion, siger Bürki.
Dortmund-spilleren Marc Batra var den eneste, som kom til skade og har efterfølgende modtaget behandling på sygehuset. Ifølge klubben kom han til skade med sin hånd, da han blev ramt af splintret glas.
- Jeg sad bag i bussen ved siden af Marc Batra, som blev ramt af glasskår fra de knuste ruder, siger Roman Bürki.
Han fortæller ligeledes, at politiet var hurtigt til stede efter eksplosionen, og at alle spillerne har det godt efter omstændighederne.
- Vi er alle chokerede - ingen tænkte på fodboldkampen i de minutter, siger Bürki.
Kampen udskydes til i morgen
Efter eksplosionen blev det besluttet, at Champions League-kvartfinalen bliver udskudt til i morgen klokken 18.45.
- Jeg håber, at holdet er i stand til at kunne koncentrere sig om kampen i morgen. I sådan en krisesituation rykker vi i Borussia kun tættere sammen, siger Dortmunds direktør Hans-Joachim Watzke i en video, klubben har lagt ud på sin hjemmeside.
- Teknisk er det muligt at spille i morgen, men om spillerne er i stand til at spille, det er et andet spørgsmål, siger han videre.
Politiet har efter eksplosionen haft en drone i luften i området, hvor eksplosionen fandt sted.
Poliitet forklarer, at de fortsætter efterforskningen i en rum tid endnu.
- Vi kommer til at arbejde hele natten. Alle kræfter i Dortmund mobiliseres, siger politiets talsmand til Bild.