Donald Trump udskyder møde med vicejustitsminister Rosenstein

Begge parter vil ikke forstyrre høringen af højesteretsnominerede Brett Kavanaugh, lyder det fra Det Hvide Hus.

Mødet mellem den fyringstruede vicejustitsminister, Rod Rosenstein, og USA's præsident, Donald Trump, er udskudt. (Foto: © Michael Reynolds, Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, udskyder sit planlagte møde med vicejustitsminister Rod Rosenstein til næste uge.

Det meddeler Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Trump og Rosenstein skulle have mødtes torsdag, men udskyder mødet, så det ikke falder samtidig med høringen i Senatets retsudvalg om anklagerne mod højesteretskandidat Brett Kavanaugh, oplyser pressetalskvinde Sarah Sanders.

- De vil for alt i verden undgå at forstyrre høringen, siger hun.

Rygter om fyring

Amerikanske medier har svirret med rygter om, at Donald Trump vil fyre vicejustitsministeren.

Det sker med henvisning til en artikel i The New York Times i sidste uge.

Her beskrives det, hvordan vicejustitsminister Rod Rosenstein sidste år angiveligt skulle have bedt nogle ministre og embedsmænd i Det Hvide Hus om at lave lydoptagelser, der kunne påvise den kaotiske arbejdsgang under præsidentens ledelse.

Rod Rosenstein har i sin egenskab af vicejustitsminister været nøglefigur i den Rusland-undersøgelse, som den særlige anklager og tidligere FBI-chef Robert Mueller står i spidsen for.

Da Rosenstein tidligere på ugen blev set på vej til Det Hvide Hus, forlød det, at han var på vej til at sige op. Andre medier meldte om, at Rosenstein havde besluttet sig for, at han skulle fyres, hvis han skulle forlade sit job.

Senere meddelte Det Hvide Hus, at der var planlagt et møde torsdag mellem Trump og Rosenstein.

Rygterne om en fyring blev dog manet til jorden i går, da Donald Trump afviste at han havde besluttet sig for at fyre vicejustitsministeren.

- Vi taler sammen. Vi har haft nogle gode snakke. Han har fortalt mig, at han aldrig har sagt det, sagde præsidenten.