Er det i orden, at politikerne i Californien vedtager lokale love, der skal beskytte illegale indvandrere mod præsident Donald Trumps immigrationspolitik?
Nej, mener den amerikanske præsident hvert fald selv, som nu har valgt at trække delstaten i retten.
Den republikanske præsident ønsker at deportere de indvandrere, som opholder sig ulovligt i USA.
Men delstatens politikere har i protest mod præsidentens immigrationslinje vedtaget flere love, der omvendt skal forhindre, at de bliver udvist.
Politiet i Californien må eksempelvis ikke spørge folk, om de har opholdstilladelse i USA. Og der er også grænser for, hvor meget politiet kan samarbejde med de landsdækkende immigrationsmyndigheder.
Men det går ikke, lyder det fra den amerikanske regering, som nu vil trække delstaten i retten som følge af tre nyvedtagede love. Han mener, at de er forfatningsstridige.
- Det er at forkaste loven, og det skaber en åben grænse, sagde justitsminister Jeff Sessions, da han i går besøgte Californien.
Ifølge tænketanken Pew Research Center var der i 2016 11,3 millioner illegale indvandere i hele USA.
- Hold nu op med at beskytte folk, der bryder loven, og som gør det mere farlig for alle betjente at arbejde. Bare for at nogle få politikere kan score nogle politiske point, sagde Jeff Sessions.
'De har gjort det beskidte arbejde'
Men det afviser delstatens guvernør, den demokratiske Jerry Brown, som blankt affejer sagsanlægget.
- Det her er dybest set at gå i krig mod Californien, som er motoren i den amerikanske økonomi, sagde guvernøren ifølge lokalavisen The Sacramento Bee på et pressemøde.
- Det er ikke klogt, det er det ikke rigtige at gøre, og det vil ikke holde i længden.
Her understregede han ifølge The Sacramento Bee, at loven ikke er blevet vedtaget for at beskytte kriminelle.
- Der er millioner af mennesker, som er her uden identifikationspapirer, og nogle af dem har arbejdet her i 10, 15 20 år. De har hjulpet vores økonomi, og mange af dem har gjort al det beskidte arbejde, såsom at stå i opvasken eller plukke frugt. Nu vil justitsministeren dybest set indlede et terrorregime, sagde han.
Sagsanlægget kommer blot en uge inden, at præsidenten skal på sit første besøg i Californien, siden han blev valgt til posten i 2016.
Her skal han blandt andet besøge storbyen San Diego for at se på prototyper til den mur, som han vil bygge langs grænsen til Mexico.
Præsidenten har aldrig lagt skjul på sin kritik over den politiske kurs i Californien, der er den mest folkerige delstat i USA.
I februar udtalte præsidenten, at politiet i Californien ikke slår hårdt nok ned på bandekriminalitet.
Og ifølge avisen Los Angeles Times åbnede han for at trække de føderale immigrationsbetjente ud af delstaten.
- Vi vil blive oversvømmet. Man vil komme til at opleve kriminalitet, som man aldrig før har oplevet det her i landet. Og vi får ingen hjælp fra Californien. De gør et elendigt stykke ledelsesarbejde, og selvom de har de højeste skatter og afgifter i landet, ved de ikke, hvad der sker derude, sagde han.