Til tonerne fra et militærorkester, som spillede den amerikanske nationalsang, tog den britiske dronning Elizabeth her til eftermiddag imod Donald og Melania Trump på Windsor Castle.
Dronningen og præsidenten inspicerede æresgarden, før det var tid til eftermiddagste. 30 minutter var der sat af til den hyggestund, inden præsident Trump skulle videre til Skotland.
Britiske medier noterer i øvrigt, at Donald Trump undlod at bukke, inden han trykkede dronningens hånd. Ligesom hans hustru, Melania Trump, heller ikke nejede for den britiske monark.