'Donald Bush' - Trump-støtter hader præsidentens bombetogt i Syrien

Præsidenten er i strid med store dele af baglandet, når det gælder angreb mod Assad.

Angrebet mod Syrien er i strid med Donald Trumps valgløfter, mener flere af hans normale støtter. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Op til weekenden var en af Donald Trumps mest højtråbende støtter ude for lidt af en nedsmeltning under en livestream på nettet.

- Fuck Trump, lød det blandt meget andet fra den stærkt højreorienterede radiovært Alex Jones, der blandt andet står bag hjemmesiden Infowars.

Infowars sendte live, fordi USA's præsident netop havde annonceret, at USA ville angribe Syrien som svar på et formodet angreb med kemiske våben i byen Douma en uge tidligere.

Svigter valgløfter

Alex Jones er berømt og berygtet for bramfrie udtalelser. Men hans hårde udfald mod Donald Trump dækker over en udbredt utilfredshed blandt præsidentens normale tilhængere over beslutningen om at angribe Syrien, skriver blandt andet Politico.

Flere internetpersonligheder på den ydre amerikanske højrefløj havde travlt med at fordømme beslutningen på sociale medier efter Trumps tale til nationen.

Kritikkerne mener, at præsidenten svigter sine valgløfter om at koncentrere sig om indenrigspolitiske problemer og lade være med at trække USA ind i konflikter i udlandet.

Politimanden Bush

Pludselig kunne man se støtter sammenligne Trump med den tidligere præsident George W. Bush eller endda Hillary Clinton.

Bush var i 2003 manden bag krigen i Irak, der for mange af Trumps kernevælgere står som et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når USA optræder i rollen som hele verdens politimand.

"Donald Bush", skrev den konservative forfatter og faste Trump-støtte Mike Cernovich på Twitter. Yderligere forklaring var unødvendig.

Trumps maskine

Avisen Washington Post skriver i en analyse, at Trumps støtter på internettet ofte fungerer som "en maskine, der skaber og forstærker historier, der støtter præsidenten" og "angriber alle, der opfattes som hans fjende."

Men spørgsmålet om Syrien har altid været et stridspunkt mellem Trump og hans støtter online skriver avisen. Den konstaterer dog også, at på det sociale medie Reddit endte præsidentens kritikere med at blive overdøvet af positive tilkendegivelser om Syrien-angrebet i et forum for Trump-tilhængere.

Trump skal dog passe på, påpeger Politico. Andre præsidenten før ham - også George W. Bush - er gået til valg på at nedtrappe USA's internationale engagement, for så alligevel at blive trukket ud på scenen af uventede begivenheder.

I det perspektiv udgør Syrien en "unik risiko" for Trump, hvis hans intervention fremprovokerer en større regional krise eller international konflikt, som USA kan blive tvunget til at involvere sig i.

For dét var præcis det, som Trump tordnede imod igen og igen på sine vælgermøder op til det præsidentvalg, som han til flestes overraskelse vandt.