USA's føderale appeldomstol i San Francisco opretholder den midlertidige suspendering af præsident Donald Trumps indrejseforbud mod borgere fra syv lande med overvejende muslimsk befolkning.
Således har de tre dommere ved The 9th U.S. Circuit Court of Appeals enstemmigt stadfæstet den midlertidige suspendering af præsidentens ordre.
Det oplyser domstolen i en erklæring kort tid efter midnat til fredag dansk tid.
- Vi mener, at regeringen ikke har haft held til bevise berettigelsen af sin appel, oplyser domstolen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Det Hvide Hus ikke umiddelbart nogen kommentar til afgørelsen.
Dog skriver Donald Trump på Twitter efterfølgende afgørelsen fra appeldomstolen:
- Vi ses i retten! Vores lands sikkerhed er på spil.
Det sker med henvisning til, at afgørelsen fra appeldomstolen i San Francisco kan ankes til Højesteret.
Indrejseforbuddet har været suspenderet siden fredag 3. februar, hvor en dommer i Seattle i delstaten Washington beordrede et midlertidigt og landsdækkende stop for Trumps kontroversielle foranstaltning.
Statsadvokater fra delstaterne Washington og Minnesota har udfordret indrejseforbuddet og mener, at det skal ophæves permanent, fordi dekretet har "udløst kaos".
Donald Trump indførte 27. januar et midlertidigt indrejseforbud mod borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen. Samtidig udelukkede han syriske flygtninge på ubestemt tid.
/ritzau/