Dokumenter afslører: Bin Laden hørte om IS’ brutale fremfærd

Osama Bin Laden blev ifølge breve advaret om, hvad der i dag er kendt som Islamisk Stat.

Bin Laden beskriver i et brev til en af sine koner, at hun kan have fået en chip i sin tand efter tandlægebesøg, der kan afsløre ham. (Foto: © handout, Scanpix)

Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) eksisterede ikke, da topterrorist og tidligere al-Qaeda-leder Osama bin Laden levede.

Men mange år før sin død i 2011, blev han - ifølge dokumenter konfiskeret af USA - advaret om mere brutalitet begået af terrorgruppens afdeling i Irak. At de havde et stigende ønske om at gå egne veje.

Det skriver USA Today på baggrund af over 100 breve tilhørende bin Laden, som USA nu har offentliggjort.

I et af brevene adresseret til bin Laden får terrorlederen klager over udskejelser fra al-Qaeda i Irak, der tilsyneladende arbejder på at få større indflydelse. At undergruppen eksempelvis ikke adlyder den centrale ledelse.

- Vi har hørt fra flere end en person på lederniveau, at de hævder at være en uafhængig stat, at de ikke har noget bånd til al-Qaeda, står der i et brev.

Bin Laden svarer, at han fra sit skjul i Pakistan er langt fra slagmarken. Men at påstandene ikke svarer til, hvad han har fået meldinger om.

- Min bror, alle disse mærkelige historier er ubegrundede og upålidelige, og de modsiger, hvad vi er allerede sikre på, skriver Bin Laden.

Irak-afdelingen vendte al-Qaeda ryggen i 2014 og erklærede sig for en selvstændig gruppering kaldet IS med mål om et islamisk kalifat i Mellemøsten.

Sagen kort

  • Terrorlederen Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske specialstyrker under en tophemmelig operation mod et hus i den pakistanske by Abbottabad.

  • Omverdenen har siden hans død fået nye oplysninger om, hvordan han levede og planlagde nye angreb på USA og vestlige interesser fra sit skjulested med sparsom kommunikation til omverdenen.

  • Det er tredje gang, at USA offentliggør dokumenter fra bin Ladens skjulested.

  • De nye breve indeholder også hans håndskrevne testamente, hvori han giver en formue på 200 millioner kroner gemt i Sudan til ’hellig krig’. ’ - for Allahs skyld’, lyder det i testamentet. Ifølge de nye dokumenter planlagde bin Laden også en mediekampagne, der skulle markere 10-året for 9/11. Kilder: AP, USA Today, The Guardian