Dødstallet stiger massivt efter bilbombeeksplosion i Kabul

Bomben detonerede nær den tyske og franske ambassade i morges lokal tid.

Dødstallet stiger fortsat massivt efter en kraftig eksplosion i den afghanske hovedstad Kabuls ambassadekvarter klokken 8.25 lokal tid.

Det afghanske sundhedsministerium melder nemlig nu, at mindst 80 personer er dræbt, mens 350 personer meldes såret, skriver Reuters. Det er en kraftig stigning siden seneste melding, der lød på lige godt 50 dræbte.

- Det var øjensynligt en bombe i en lastbil nær den tyske ambassade, siger Najib Danish, som er talsmand for Indenrigsministeriet i Afghanistan.

Ifølge Reuters er der sket store skader på både den tyske og franske ambassade. Der er dog ikke noget, der tyder på, at franske ambassadefolk er kommet til skade, melder Frankrigs regering.

Til gengæld er der sårede fra den tyske ambassade, skriver Tysklands udenrigsminister, Sigmar Gabriel, i en pressemeddelelse, der er lagt ud på Twitter. Han oplyser desuden, at en afghansk ambassadevagt er omkommet.

Se hvor medtaget den tyske ambassadebygning er efter eksplosionen:

Desuden er Japans og Indiens ambassadebygninger også blevet beskadiget af eksplosionen. To japanske ambassadefolk er kommet lettere til skade, skriver BBC.

Ingen danske ambassadefolk kommet til skade

Den danske ambassade ligger også i kvarteret, men der er dog ikke nogen fra ambassaden, der er kommet til skade, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til Ritzau. Ifølge deres oplysninger skete eksplosionen en kilometer fra den danske ambassade.

Ifølge flere vidner, som Reuters har talt med, var eksplosionen så kraftig, at røgskyer har været synlige langt fra området. Ligeledes har bygninger mere end 100 meter fra stedet fået ødelagt døre og vinduer.

BBC har journalisten Harun Nazafijada i området. Han fortæller, at der er en panisk stemning, hvor mange sårede lige nu er i gang med at blive bragt til hospitalet. Han siger endvidere, at politiet har spærret den centrale del af byen af.

Der er endnu ingen meldinger om, hvem der har stået bag eksplosionen, men både Islamisk Stat og Taliban har tidligere udført lignende angreb i Kabul. Taliban skriver dog i en udtalelse, at det ikke er dem, som står bag angrebet.

Talibans talsmand, Zabihullah Mujahid, siger ifølge Reuters, at de fordømmer angrebet på grund af, at det ramte civile.