Dødelig dronekrig: Se, hvordan droner har ændret slagmarken i Ukraine

Der er aldrig blevet brugt så mange droner i en krig, som der bliver brugt i Ukraine lige nu. Se her, hvordan de har ændret krigen.

I en tidligere version af videoen navngav vi den russiske soldat og viste hans ansigt. Vi har nu fjernet hans navn og sløret ham.

I videoen over artiklen her kan du se, hvordan en 30-årig russisk soldat overgiver sig til en ukrainsk drone på slagmarken i Bakhmut - en af de blodigste i Ukraine med øgenavnet kødhakkeren.

Krigsdroner har gjort et af verdens farligste steder endnu farligere for soldater, der nu også må slås mod fjernstyrede fjender.

Såret ukrainsk soldat bliver evakueret fra slagmarken i Bakhmut. Området var engang kendt for vinmarker og saltminer. Nu har det fået øgenavnet kødhakkeren. 28. november 2022. (Foto: © ANATOLII STEPANOV, AFP or licensors)

Bygget til bryllupsbilleder, brugt til krig

Det er især små kinesiske hobbydroner, der får slagmarken i Ukraine til at summe.

Du kender dem måske selv - små, sorte droner med fire propeller - de kan købes på internettet for et par tusinde kroner.

Ukrainsk soldat med drone i krigen i Ukraine, 4. august 2023. (Foto: © Dmytro Smolienko, Dmytro Smolienko/Ukrinform)

De bliver typisk brugt til at skyde lækre bryllupsvideoer eller flotte optagelser til sociale medier. Men på slagmarken i Ukraine bygger soldater dem om, så de kan kaste granater og bomber ned over fjenden.

Ombygget ukrainsk drone. (Foto: © AA/ABACA, AA/ABACA)

Du kan se, hvordan dronerne bruges i videoen over artiklen, hvor du også kan få meget mere at vide om, hvordan droner ændrer krigen og livet på slagmarken.