Disney sliber kniven overfor DeSantis og giver dødsstødet til 2.000 arbejdspladser

Fejden mellem Disney og Floridas guvernør intensiveres, og nu trækkes stikket på kæmpe anlægsprojekt.

En person i et Mickey Mouse kostume holder et Ron DeSantis skilt op foran indgangen til Disney World i Orlando, Florida, som demonstranter er ved at omdøbe til "pedo world" efter Disney-koncernen kritiserede DeSantis' politik. (Foto: © OCTAVIO JONES, Ritzau Scanpix)

Et nyt Disney-kontorkompleks og forflytning af en hel afdeling fra Californien ville have skabt mere end 2.000 job og en milliard-infrastrukturinvestering i staten Florida.

Men delstatens guvernør, republikaneren Ron DeSantis, er raget uklar med Disney-koncernen - eller rettere ligger DeSantis og Disney efterhånden i åben krig.

Så nu er planerne om kontorkomplekset sløjfet. Det meddeler Disney-koncernen fredag morgen dansk tid.

Anlægsprojektet skulle ifølge de seneste prisoverslag koste 1,3 milliarder dollars altså omkring 10 milliarder kroner. Disney havde planlagt at forflytte i omegnen af 2.000 ansatte fra det sydlige Californien til det nye kompleks, inklusive det meste af den afdeling, der hedder Imagineering, som udvikler forlystelsesparkattraktioner.

- Det viser sig, at fordomsfuld politik har konsekvenser. Det er plus 2.000 jobs, der vil blive budt velkommen tilbage med åbne arme til Golden State (Californien, red.), skriver han.

En stor del af de berørte medarbejdere klagede over flytteplanerne, men Disney, der ejer flere forlystelsesparker i den amerikanske delstat Florida, holdt fast. På grund af en Floridas fordelagtige skatteregler kunne virksomheden ifølge The New York Times spare 570 millioner dollars over 20 år.

Disneys chef for forlystelsesparker Josh D'Amaro begrundede tilbage i 2021 planerne for det nye kontorkompleks med "Floridas forretningsvenlige klima".

Nu blæser der så nye vinde over staten Florida, forstås:

- Ønsker staten (Florida, red.), at vi skal investere mere, ansætte flere og betale mere skat eller ej? Spurgte Robert A. Iger, Disneys administrerende direktør, under et telefonmøde med analytikere i sidste uge.

Floridas guvernør Ron DeSantis har lagt sig ud med Disney-koncernen (arkiv) (Foto: © John Raoux, Associated Press)

'Don't say gay'

Floridas guvernør Ron DeSantis ventes ifølge adskillige medier og politiske iagttagere at stille op som kandidat til det kommende præsidentvalg. Han har set sig sur på woke-bevægelsen og forsøger at bekæmpe dens indflydelse i den amerikanske offentlighed.

Og hans strid med Mickey Mouse og resten af Walt Disney-koncernen beror på en uenighed omkring en omdiskuteret lov, der i folkemunde kaldes "don't say gay".

- Det er klart, at dette ikke kun handler om en lov i Florida, men at dette er endnu en udfordring af basale menneskerettigheder, lød det i en mail til de ansatte i Disney.

Og her slog DeSantis ned: Han udskiftede medlemmerne i det offentlige organ, der fører tilsyn med Disney.

Det satte for alvor gang i slagsmålet mellem guvernøren og Disney, som i årtier har haft nogle meget fordelagtige forhold, nærmest selvstyre, når det handler om at udvikle forlystelsesparkerne og områderne omkring dem.

Foto fra Walt Disney World Magic Kingdom forlystelsespark i Orlando, Florida (arkiv) (Foto: © OCTAVIO JONES, Ritzau Scanpix)

Ron DeSantis sagde også, at han eksempelvis kunne finde på at etablere et fængsel ved siden af Disney-land. Udtalelsen om at bygge et fængsel har mange set som en trussel mod Disney, fordi de går imod guvernørens opgør med i politik. Disney har efterfølgende lagt sag an mod guvernøren.

Selvom Disney har skrinlagt planerne om det nye kontorkompleks, har koncernen en lang række planer for større milliardinvesteringer i og omkring deres forlystelsesparker i Florida.