Disney har haft den store pengepung fremme for at overtale den 86-årige australske mediemogul Rupert Murdoch til at sælge store del af hans underholdningsimperium 21st Century Fox.
Selskabet har lagt svimlende 330 milliarder kroner for Murdochs aktiver.
Med købet overtager Disney ikke alle 21st Century Fox' aktiver, men lægger hænderne på filmstudiet 20th Century Fox, tv-kanaler som FX og National Geographic og flere aktiviteter uden for USA.
Rupert Murdoch beholder til gengæld blandt andet tv-netværket Fox, der i USA er kendt for den landsdækkende kanal Fox News og en lang række lokale tv-stationer.
Disney skriver, at det kan tage 12 til 18 måneder at få købet på plads med myndighederne.
Går det igennem som planlagt, vil Disney være en ganske dominerende spiller inden for filmproduktion. Ifølge tal fra Box Office Mojo havde Disney en markedsandel på 26,3 procent af billetsalget i USA og Canada i 2016.
Med købet vil den stige til 40 procent.
Samtidig bliver Disney endnu stærkere på markedet for tv-indhold. Selskabet har allerede tidligere i år varslet sin egen streamingtjeneste og opsagt samarbejdet med Netflix.
20th Century Fox ejer rettighederne til de originale Star Wars-film fra 1977, 1980 og 1983, og det åbner for, at Disney kan genudgive de originale film.
/ritzau/