Bilbyen Detroit har indgivet konkursbegæring.
Ifølge Business Insider er det den største kommunale konkurs i USA's historie. Byen lider under gæld og andre forpligtelser på mere end 100 milliarder kroner.
Men Detroit er også ramt af stor arbejdsløshed og et vigende antal indbyggere. I 1950 boede der cirka 1,8 millioner mennesker i byen - i dag er 685.000 mennesker registreret med adresse i byen.
Bilfabrikker lukkede
Detroit er den største by i delstaten Michigan. Tidligere var byen kendt som den amerikanske bilindustris hjemby, og i 1950'erne og 60'erne holdt de store bilfabrikker byens næsten to millioner indbyggere beskæftiget. Byen var hjemsted for de tre store amerikanske bilkoncerner General Motors (GM), Chrysler og Ford.
Men automatiseringer førte til afskedigelser, og bilproduktionen blev samtidig flyttet til Asien.
Den følgende arbejdsløshed har fået indbyggerne til at flytte.
- Dårlig økonomisk forvaltning, en vigende indbyggertal, svindende skattegrundlag og andre faktorer gennem de seneste 45 år har bragt Detroit på kanten af finansiel og funktionsdygtig ruin, sagde Kevyn Orr, som er byens administrator, for en måned siden.
Det er ham, som har indgivet konkursbegæringen.
Ødelagte bygninger og dårligt politi
Op mod 78.000 bygninger i byen står tomme og ødelagte, og halvdelen af dem er vurderet til at være decideret nedstyrtningstruede. 40 procent af gadelysene fungerer ikke, og kriminaliteten er fem gang højere end landsgennemsnittet.
Den høje kriminalitet skyldes ifølge kevyn Orr et "dysfunktionelt" politi, der har været ramt af store nedskæringer og fem politidirektører på fem år.
Under halvdelen af byens ambulancer virkede på bare et eller andet tidspunkt i løbet af første kvartal i år, brandvæsnets køretøjer er i en dårlig stand, og skatteindkrævningen er i en "katastrofal" forfatning, fortsætter han.
Vil ikke frasige sig gæld
Konkursbegæringen giver Orr mulighed for at kapitalisere byens aktiver og derved tilfredsstille kreditorer og byens pensionskasser, som har penge til gode.
De har tidligere sagt nej til at frasige sig en stor del af gælden i Orrs forsøg på at redde byen fra konkurs.
83 procent af byens indbyggerne er sorte, og mange af dem fattige. Arbejdsløsheden i byen er omkring 18 procent, cirka dobbelt så høj som i USA som helhed.
Mordraten er et mord per 1719 indbyggere. Det er 11 gange højere end i New York.
I 2012 blev Stockton i Californien den indtil videre største by til at indgive konkursbegæring.
Kilde: Reuters, AFP, detroitmi.gov