Det syriske vanvid stopper ikke på onsdag

Denne uges fredskonference om Syrien vil næppe føre mange resultater med sig, vurderer eksperter.

Bomberne regner ned over Aleppo i det nordlige Syrien for tiden. (© Scanpix)

Det bliver mere end svært at få konkrete politiske resultater ud af denne uges længe ventede fredskonference, hvor en løsning af konflikten i Syrien skal diskuteres.

Sådan lyder det samstemmende fra en række Mellemøsten-eksperter.

- Freden i Syrien ligger bestemt ikke lige for. Parterne står milevidt fra hinanden. Regimet ser ikke ud til at ville bøje sig meget, og oprørerne er meget splittede, siger professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

FN inviterer Iran

Sent søndag inviterede FNs generalsekretær, Ban Ki-Moon, Iran til fredskonferencen i Schweiz, hvilket lynhurtigt fik oppositionen, Syriens Nationale Koalition, til at melde afbud.

Ødelæggelserne i byen Aleppo i det nordlige Syrien er massive. (© Scanpix)

De vil ikke forhandle med Iran, med mindre landet går med til at skabe en overgangsregering.

Iran er en af de nærmeste allierede for Syriens præsident, Bashar Al-Assad.

Svært at ignorere humanitær katastrofe

Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen er situationen i Syrien dog så alvorlig, at staterne ikke kan vende snuden hjem fra fredskonferencen helt uden resultater.

- Dels kan man arbejde på at få nødhjælp ind til befolkningen, som både regimet og oprørerne meget tit forhindrer. Dels kan man håbe på lidt mere internationalt fodslag mellem de stater, som har støttet enten den ene eller anden side i konflikten. Bare det at USA og Rusland har arbejdet frem mod konferencen er et udtryk for det, siger professoren.

Heller ikke Syrien-kender Naser Khader er optimistisk forud for fredskonferencen, der begynder onsdag i schweiziske by Montreux.

- De skal forhandle fred, men der er ikke engang våbenhvile. Det syriske vanvid stopper med sikkerhed ikke på onsdag, siger Naser Khader.

Han nævner splittelsen i den syriske opposition som den helt afgørende forhindring for, at der kan skabes brugbare politiske resultater.

Grupper afhængige af støtter

Oppositionen består af både militante islamister, ekstreme salafister og grupper, som er mere sekulære.

- De er nærmest kun enige om, at Assad skal væk. Ellers er de forskellige aktører meget afhængige af dem, der støtter dem, og deres dagsordener. Og så har mange af grupperne heller ikke ordentlig forbindelse til dem på slagmarken, siger Naser Khader.

Ødelæggelserne i byen Aleppo i det nordlige Syrien er massive. (Foto: © AFP, Scanpix)

Militante islamister med den berygtede gruppe ISIS er på det seneste rykket gevaldigt frem i Syrien, men er ikke officielt en del af oppositionen og deltager dermed heller ikke i fredskonferencen.

Konflikten i Syrien har siden marts 2011 kostet mere end 100.000 mennesker livet.

6,5 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem, og knap 2,5 millioner er flygtet til nabolandene.