Våbenhviler bliver brudt, israelere begraver deres egne soldater, og antallet af dræbte palæstinensere stiger med skræmmende hast under den nuværende Gaza-konflikt.
Men i Israel er der ikke opbakning til, at hæren indstiller skytset, og resultatet af en meningsmåling bragt i flere israelske medier søndag viser de samme tendenser som tidligere under krigen: 87 procent af befolkningen bakker op om, at hæren skal fortsætte offensiven mod Gaza og Hamas.
Det fortæller journalist Allan Sørensen fra Tel Aviv, hvor han har tilbragt det meste af tiden under den igangværende konflikt. Søndag aften talte han med en højtstående israelsk officer.
- Og han siger, at hæren forbereder sig på ikke bare at kæmpe de næste par dage, men de næste par uger, siger Allan Sørensen.
Netanyahu nyder stor opbakning
Det er op til politikerne i det israelske sikkerhedskabinet at bestemme, hvor langt Israel skal gå, og kabinettet mødtes søndag aften for at snakke om den fremtidige indsats.
Israels ledelse og hær er ikke fri for intern modstand, og lørdag aften demonstrerede omkring 2000 personer i Tel Aviv mod Israels beskydning af Gaza.
Alligevel ser de i den grad ud til at være undtagelsen i landet, hvor 82 procent bakker op om premierminister Benjamin Netanyahus ledelse - en stigning på 25 procentpoint siden krigens begyndelse for tre uger siden.
- Bliv ved, til Hamas er væk
En af støtterne af offensiven er Omar Dgani fra kibbutzen Gvar'am nær Gazas nordlige grænse.
- Problemet (med Hamas, red.) vil gentage sig om to til tre år. Det bliver værre, medmindre vi fjerner det. Vi må afslutte det her én gang for alle, siger Omar Dgani.
Dog er der mere uenighed om, hvor længe Israels hær skal blive ved. I en meningsmåling foretaget for israelsk Channel 2 siger 41 procent nemlig, at hæren bør stoppe, når Hamas' tunneller er neutraliseret, mens 46 procent helst ser, at hæren bliver ved, til Hamas er væltet helt.
Anden bevægelse i Gaza
Der findes ikke tilsvarende meningsmålinger fra den anden side, men DR's korrespondent Puk Damsgård har i de indledende dage fortalt flere gange om, at indbyggernes reaktion på den israelske beskydning har været at bakke op om Hamas - uanset forholdet til bevægelsen inden konflikten.
Dog er der ifølge Allan Sørensen tegn på, at flere og flere palæstinensere gerne ser, at Hamas får stoppet kampene mod israelerne.