Det Hvide Hus: USA's militær skal etablere havn i Gaza til nødhjælp

Præsident Joe Biden vil sætte ord på planerne i sin State of the Union-tale i nat dansk tid.

En kaj etableret ud for Gazas kyst skal kunne sende nødhjælp ind fra søsiden, hvis amerikanernes planer bliver ført ud i livet. (Arkivfoto) (Billede: Mohammed Saber/EPA/Ritzau Scanpix)

USA's præsident, Joe Biden, har givet det amerikanske militær ordre om at etablere en havn i Gaza for at sikre levering af nødhjælp.

Det er meldingen i en pressebriefing fra Det Hvide Hus.

Præsidenten vil bekræfte planerne i sin State of the Union-tale, han holder i nat dansk tid, lyder det.

DR's USA-korrespondent Philip Khokhar, der befinder sig i Washington D.C., afventer præsidentens tale, men han kalder meldingen for "opsigtsvækkende", fordi USA har afvist modellen tidligere.

- Det er en mulighed, som Det Hvide Hus og forsvarsministeriet Pentagon har afvist med en begrundelse om, at det ville kræve amerikanske soldater i Gazastriben, siger han.

- Der siger Det Hvide Hus dog her til aften, at det vil det ikke nødvendigvis vil kræve. Der skal ikke amerikanske soldater til Gaza.

Under den fem måneder lange krig i Gaza har der været stor mangel på især mad.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har tidligere på ugen advaret om, at flere børn er døde af sult i det nordlige Gaza.

Havnen skal ifølge Det Hvide Hus blandt andet kunne "modtage store skibe med fødevarer, vand og medicin". Der skulle, når den er etableret, kunne føres "hundreder af yderligere lastbillæs ind hver dag".

- Det her er i virkeligheden en Joe Biden og et USA som supermagt, der træder i karakter og siger, at situationen i Gaza og den hungersnød, der er på vej, er uholdbar, siger korrespondenten.

Journalister sætter kameraudstyret klar forud for præsidentens tale i Washington DC, der finder sted i nat dansk tid. (Foto: © Anna Moneymaker, Ritzau Scanpix)

Tættere på krigen

Hvis amerikansk militær når i mål med de bebudede planer, kommer USA tættere på krigen i Gaza, end landet hidtil har været.

Derfor afføder det heller ikke nødvendigvis jubelbrøl blandt de menige amerikanere.

- Der er rigtig mange amerikanere, der ikke synes, at man skal agere politibetjent rundt omkring i verden. Især ikke hvis man risikerer amerikanske soldaters liv, siger Philip Khokhar.

- Her er det værd at understrege, at Det Hvide Hus siger, der ikke skal amerikanske soldater til Gaza.

Det vækker dog undren hos korrespondenten, hvordan USA vil balancere ikke at have militær på jorden i Gaza men alligevel beskytte skibene, der bevæger sig mod Gazastriben med nødhjælp.

- De har ikke svaret på, hvordan man vil beskytte både havnearbejdet og de skibe og det personel, som skal føre nødhjælp ind til Gaza, siger korrespondenten.

- Hvordan det i praksis kommer til at foregå er meget uklart, men USA sender et klart signal til resten af verden.

I den amerikanske udlægning fremgår det, at Israel er informeret om USA's planer, og Det Hvide Hus har i deres pressebriefing understreget, at der kommer til at være et samarbejde med landet.

- Det er ret uklart, om Israel og landets premierminister Netanyahu har sagt god for den her plan, eller om Biden i realiteten presser den ned i halsen på ham, siger han.