USA's præsident, Donald Trump, diskuterede specifikke terrortrusler med den russiske udenrigsminister og den russiske ambassadør i Det Hvide Hus i sidste uge, men hverken "kilder eller metoder".
Det oplyser den nationale sikkerhedsrådgiver, general H.R. McMaster, og udenrigsminister Rex Tillerson ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det sker i kølvandet på en artikel fra The Washington Post.
Her fortæller amerikanske embedsmænd, at Trump under mødet i sidste uge afslørede tophemmelige oplysninger til russerne om en trussel fra Islamisk Stat.
- Præsidenten og udenrigsministeren gennemgik fælles trusler fra terrororganisationer, der omfatter trusler mod luftfart, siger McMaster.
- Ingen efterretningskilder- eller metoder blev diskuteret på noget tidspunkt, og der blev ikke afsløret nogen militære operationer, som ikke allerede var offentligt kendte, tilføjer sikkerhedsrådgiveren i en erklæring fra Det Hvide Hus.
H.R. McMaster understreger, at han var til stede i Det Ovale Værelse under mødet.
I samme ombæring kalder han artiklen fra The Washington Post for falsk.
- Der er intet, som præsidenten tager mere alvorligt, end det amerikanske folks sikkerhed. Historien, der kom ud i aften (mandag aften lokal tid, red.), er falsk, siger han.
Sagen kort
- •
Nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd fortæller til The Washington Post, at Donald Trump angiveligt afslørede tophemmelige informationer over for den russiske udenrigsminister og den russiske ambassadør under mødet i onsdags.
- •
Ifølge embedsmændene afslørede Trump detaljer om en terrortrussel fra Islamisk Stat, som relaterer sig til brugen af bærbare computere om bord på fly.
- •
Embedsmændene mener, at Trump med sin mulige beslutning har risikeret samarbejdet med en allieret, der er tæt på Islamisk Stats inderkreds.
/ritzau/