Den tidligere basketballstjerne Dennis Rodmans gentagne besøg hos den nordkoreanske despot Kim Yong Un får sindene i kog i USA.
Nu tager Dennis Rodman så sin flirt med Nordkorea et skridt videre. Han har nemlig udtalt, at den amerikanske statsborger, Kenneth Bae, der i april 2013 blev idømt 15 år i en nordkoreansk arbejdslejr for forbrydelser mod nationen, selv er ude om det.
- Når han denne gang går så vidt som til at sige, at den amerikanske fange i Nordkorea selv er skyld i sin skæbne, så er bægeret altså fyldt, forklarer DRs USA-korrespondent Johannes Langkilde fra Washington DC, som også forklarer at det amerikanske udenrigsministerium har taget stærk afstand til Dennis Rodmans besøg og udtalelser.
Blev rasende under interview
Rodmans udtalelser kan blandt andet ses i et CNN-interview, hvor journalist Chris Cuomo forsøger at få et svar på, om den flamboyante person ville udnytte rejsen til at tale Kenneth Baes families sag.
Til det svarer Dennis Rodman stærkt oprevet, men ikke videre afklarende.
- Hvis du vidste, hvad Kenneth Bae gjorde… Forstår du hvad han gjorde i dette land? Hvorfor han bliver tilbageholdt i dette land?
Dennis Rodman svarer ikke selv på sine nærmest retoriske spørgsmål, men afslutter med at sige, at han er ligeglad med, hvad folk tænker om ham.
Skaber ingen krise
Selvom Dennis Rodman formår at forarge befolkningen i sit hjemland og tager den nordkoreanske diktator i forsvar, så er det ifølge Johannes Langkilde ikke noget, der vil få nogen betydning politisk.
- Det er ikke noget, der er stort nok til, at det er en decideret international krise, siger han.
- Man ryster temmelig meget på hovedet over det Rodman har gang i. Man ser det som en lettere afdanket basketball stjerne, der forsøger at få opmærksomhed med nogle synspunkter, som han i øvrigt står ganske alene med.
Grusomt diktatur
Dennis Rodman beskriver selv sin rejse, hvor han blandt andet har sunget fødselsdagssang for Kim Yong Un og spillet en opvisningskamp med andre tidligere basketballstjerner, som et forsøg på at forene verden.
Selvom de fleste nok ryster på hovedet og kun kan have latter til overs for Dennis Rodman, så skal man huske, at det er et grusomt diktatur.
Det mener i hvert fald DR journalist Thomas Ubbesen, der har interviewet flere nord koreanske afhoppere, og vicegeneralsekretær i Amnesty International Trine Christensen, der i morges var i DR2 Morgen og debattere Rodmans besøg i Nordkorea.
"Det land er en katastrofe"
- Det bliver hurtigt lidt farce-agtigt, og på en eller anden måde synes jeg, at faren også lidt ligger i, at det bliver morsomt og kun morsomt, og det er jo dybeste alvor for de mennesker, der sidder i de koncentrationslejre, siger Trine Christensen og bakkes op af Thomas Ubbesen.
- Det er tragikomisk, med streg under tragi. Det land er en katastrofe. Der sidder 26 millioner mennesker i fængsel på livstid under det her forfærdende styre. Det er rystende, og det er også rystende, det han (Rodman, red.) gør.