- I behandler os som affald. Vores folk bliver dræbt.
Sådan lød det fra en af talerne under en demonstration ved Marsham Street i Westminster i London. Og demonstrationen her var langt fra den eneste.
Demonstranter er dagen igennem mødt talstærkt op flere steder i byen for at vise deres utilfredshed med myndighederne, efter den dødelige brand i højhuset Grenfell Tower i det vestlige London natten til onsdag.
Ifølge BBC er 70 fortsat savnet, mens 30 er bekræftet omkommet.
Vrede demonstranter
Flere hundrede vrede londonere er dagen igennem marcheret gennem byen. De har blandt andet været samlet i bydelene Chelsea, Westminster, ved turistattraktionen Oxford Circus og foran Downing Street. Flere af stederne første demonstrationerne til uroligheder.
Tidligere på dagen var der også voldsomme protester ved rådhuset i Kensington - tæt på det udbrændte højhus, der husede omkring 600 personer.
Her forsøgte omkring 50 vrede demonstranter at storme rådhuset.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59442dd9a11f9f12d4c3007e
Utilfredshed med May
Den nyvalgte britiske premierminister Theresa May gav i dag 42 millioner kroner til tøj, mad og nødhjælp til ofrene for branden.
Men beboerne i Kensington er langt fra tilfredse med Theresa May og myndighedernes håndtering af sagen.
Det viste de, da premierministeren mødtes med nogle af de overlevende i en kirke i Kensington. En stor forsamling demonstranter for frem mod kirken, mens politiet forsøgte at holde dem væk.
Da Theresa May forlod kirken omringede de hendes bil, mens de råbte på en ny premierminister og retfærdighed.
Efter onsdagens ulykke har flere af beboerne i Grenfell Tower udtalt, at de tidligere har gjort udlejerne og myndighederne opmærksomme på problemer med sikkerheden i højhuset.
Ifølge politiet er der intet, som tyder på, at branden var påsat.