Præsident Donald Trump brystede sig af USA’s økonomiske fremgang og sendte en fremstrakt hånd til Demokraterne, da han i nat for første gang holdt den officielle tale om nationens tilstand.
- I aften beder jeg alle se bort fra vores forskelligheder og søge fælles fodslag og skabe det sammenhold, der er nødvendigt for at levere de resultater, vi har lovet befolkningen, sagde den amerikanske præsident fra talerstolen.
Men der var intet tegn på forsoning i Demokraternes svar, der gjorde status på det første år under Trumps ledelse.
- Det ville være let at affeje det forgangne år som kaotisk, partifanatisme og politisk. Men det er meget større end det. Denne regering angriber ikke bare lovene, som beskytter os. De angriber selve forestillingen om, at alle fortjener at blive beskyttet, fastslog Joe Kennedy III, som er medlem af Repræsentanternes Hus for Massachusetts.
- Bøller kan få et slag ind, og de kan efterlade et mærke. Men de har aldrig nogensinde i amerikansk historie kunnet måle sig med den styrke og ånd, som bliver udvist af et folk forenet i forsvaret for deres fremtid, sagde politikeren, som er barnebarn til tidligere senator og justitsminister Robert F. Kennedy, der var bror til tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy.
Et land splittet i 'dem og os'
Joe Kennedys eget parti kæmper både for minearbejdere og alenemødre samt land og by, påpegede han i sin tale, hvor Donald Trump blev beskyldt for at give amerikanerne ’det ene falske valg efter det andet’ ud fra devisen ’hvis én skal vinde, må en anden tabe’.
- Man sænker virksomhedsskatten ved at hæve skatten for familier. Man tager sig af syge børn ved at ofre ’drømmerne’ (personer, der er kommet illegalt til USA som børn, red.), sagde han og gav et løfte på spansk:
- I er en del af vores historie. Vi vil kæmpe fra jer og ikke lade jer i stikken, lovede Joe Kennedy ’drømmerne’, som var et af de største politiske stridspunkter i de forliste finanslovsforhandlinger, der lukkede USA’s statsapparat i dagevis.
Trumps menneskesyn var også et tema i Demokraternes officielle svar til præsidenten.
- For dem (Trump-administrationen, red.) er værdighed er ikke noget, man bliver født med. Det opgør de i din formue, din kendisfaktor, dine overskrifter og størrelsen af dit publikum. For ikke at tale om din ægtefælles køn, dit fødeland, din hudfarve og den gud, du beder til, lød det fra Joe Kennedy.
Tv-talen var den foreløbigt største scene, som Joe Kennedy har betrådt.
Han nævnes som et af buddene på en demokratisk præsidentkandidat efter et år, hvor han flere gange har tiltrukket sig opmærksomhed for sine taler og udtalelser om fattigdom og nedskæringer i sundhedsordningen.
Flere fremtrædende demokrater ventes at kommentere præsidentens tale i dag. Heriblandt Bernie Sanders, som vil holde en tale på sociale medier, og Elizabeth Guzman fra Virginia, der holder sin tale på spansk.
Se hele præsident Trumps 'State of the union'-tale i aften klokken 23.00 på DR2.