Demokrat tilbyder fyret FBI-chef et job for at redde pensionen

Fyringen af den tidligere FBI-vicedirektør, blot to dage før han kunne gå på pension, har skabt harme i USA.

Andrew McCabe fik fredag en fyreseddel af justitsminister Jeff Sessions. (Foto: © REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix, Kevin Lamarque)

USA's justitsminister, Jeff Sessions, stangede fredag en fyreseddel ud til den tidligere FBI-vicedirektør Andrew McCabe.

Fyringen af McCabe, der var på orlov, skete, blot to dage før han kunne være gået på pension. Men den pension er nu bragt i fare.

Og det har skabt harme flere steder i det politiske USA.

Blandt reaktionerne er et tweet fra den demokratiske politiker og kongresmedlem Mark Pocan. Han reagerer på et andet tweet fra en NBC-journalist, der har talt med en McCabe-støtte.

Er blevet retweetet mere end 20.000 gange

Journalisten skriver, at vedkommende har foreslået, at et kongresmedlem hyrer McCabe for en kort periode for potentielt at sikre pensionen.

- Andrew, ring til mig. Jeg kunne godt bruge en god todages undersøgelse af de største kriminelle familier i Washington, skriver Mark Pocan.

Tweetet er søndag morgen blevet retweetet 20.500 gange.

Også den tidligere CIA-direktør John Brennan er utilfreds med fyringen.

Han retter en særdeles hård kritik mod USA's præsident, Donald Trump. Det sker også på Twitter, hvor han blandt andet kalder Trump korrupt.

- Når man får fuldt kendskab til din bestikkelighed, dit moralske fordærv og din politiske korruption, så kommer du til at indtage den retmæssige plads som en skamfuld folkeforfører i historiens skraldespand.

- Det kan godt være, at du bruger McCabe som syndebuk. Men du får ikke lov til at ødelægge USA. USA kommer til at vinde over dig, tweeter han.

Har indsamlet noter fra møder med Trump

Andrew McCabe har efter sin fyring sagt, at han har indsamlet noter fra møder med Trump. Dem har han nu givet til særlig anklager Robert Muellers kontor, skriver nyhedsbureauet AP.

Noterne minder angiveligt om de noter om Trump, som den tidligere FBI-chef James Comey også har indsamlet.

Robert Mueller og hans hold af efterforskere står bag undersøgelsen af Trump-kampagnens forbindelser til Rusland.

/ritzau/