På et pressemøde har indenrigsminister Ralf Jäger i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen fortalt pressen om den mand, som politiet mistænker i forbindelse med lastbil-angrebet på et julemarked i Berlin mandag aften.
Flere detaljer om den mistænkte blev lagt frem.
Manden er angiveligt ankommet til Tyskland i juli 2015, oplyser indenrigsministeren ifølge Reuters på pressemødet.
Den mistænkte har fået afslag på en asylansøgning, siger indenrigsministeren.
Han fortæller også, at den mistænkte har boet i Berlin siden februar 2016, men at han forleden har været i delstaten Nordrhein-Westfalen.
Om den mistænkte bag angrebet har figureret på en overvågningsliste hos myndighederne, vil Ralf Jäger ikke svare på.
Men ifølge indenrigsministeren har efterretningstjenesterne fundet frem til, at den mistænkte har været i kontakt med islamistiske netværk.
Indenrigsministeren fortæller samtidig, at den mistænkte har brugt forskellige navne.
Dødstallet efter angrebet i Berlin mandag aften lyder på 12 personer. Derudover blev 48 såret, da en lastbil kørte ind i julemarkedet.