Delstat skærper sigtelse mod betjent i sag om drab på George Floyd

Tre øvrige betjente, der også deltog i anholdelsen af George Floyd, sigtes også i sagen.

Statsanklager Keith Ellison fra Minnesota oplyser, at sigtelsen mod betjenten, der anholdt George Floyd, nu er skærpet. (Foto: © JOHN AUTEY/POOL, Scanpix)

Sigtelsen skærpes nu mod den politibetjent, der foretog den brutale anholdelse af George Floyd.

En obduktion har vist, at trykket, som politibetjenten påførte George Floyds nakke med sit knæ, standsede blodtilførslen til hjernen og førte til den 46-årige sorte mands død.

Den skærpede sigtelse kan medføre en længere fængselsstraf, oplyser Keith Ellison, der er statsanklager i den amerikanske delstat Minnesota, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De tre øvrige betjente, der var på gerningsstedet, da George Floyd døde under anholdelsen 25. maj, vil blive sigtet for medvirken og tilskyndelse til drab.

Statsanklageren erkender dog, at det kan blive svært at få betjentene dømt.

- Der har tidligere været 'udfordringer' i sager mod politiet, siger han ifølge Reuters.

George Floyds familier hilser den skærpede sigtelse og sigtelserne af yderligere tre betjente velkommen.

Alle fire betjente er blevet fyret efter episoden.

Trump modsagt om militæret

George Floyds død har udløst den største bølge af protester i USA siden 1968, hvor borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King blev myrdet.

Demonstrationerne foregår i mere end 140 byer på tværs af stater i hele landet. De fleste foregår fredeligt, men flere steder har de udviklet sig særdeles voldsomt med plyndringer, ildpåsættelser og hærværk.

  • Som San Francisco 49ers-spiller satte Colin Kaepernick (th.) sig på knæ sammen med holdkammeraten Eric Reid under den amerikanske nationalmelodi i 2016, mens resten af stadion stod op. (Foto: © Marcio Jose Sanchez, Copyright 2017 The Associated Press. All rights reserved.)
  • Et stilbillede fra videoen, der viser betjenten med knæet på George Floyds hals. (Foto: © DARNELLA FRAZIER © Scanpix)
  • Efter George Floyds død har mange demonstranter i USA's gader taget Colin Kaepernicks protestform med at knæle til sig. (Foto: © mark Ralston, Scanpix)
  • Colin Kaepernicks knælende protest inspirerer også lige nu sportsudøvere verden over. Her er det Borussia Moenchengladbach-spilleren Marcus Thuram, som fejrer en scoring i en Bundesliga-kamp. (Foto: © pool, Scanpix)
  • Dortmunds Jaden Sancho fejrer her en scoring. På hans T-shirt står der 'Justice for George Floyd'. (Foto: © Lars Baron, Scanpix)
1 / 5

Urolighederne har fået den amerikanske præsident, Donald Trump, til at beordre militæret på gaden i Washington for at stoppe protesterne.

På et pressemøde onsdag afviser hans egen forsvarsminister, Mark Esper, dog at støtte præsidentens forslag.