De ukrainske militærbaser på Krim falder én efter én

Læs her, hvor pro-russiske militser har overtaget kontrollen med ukrainske militærbaser på Krim.

Flere ukrainske militærbaser bliver i disse dage stormet af pro-russiske militser.

Tirsdag aften angreb en gruppe mænd, der kalder sig 'Krims Hær' en base i Simferopol. Her døde både et pro-russisk militsmedlem og en ukrainsk soldat, mens to øvrige personer, på begge sider, blev såret.

Samme aften blev en mindre militærbase i Simferopol også overtaget af en pro-russisk - denne uden skudvekslinger.

I dag har militærbase i byen Perevalnoe, omkring 20 kilometer uden for Simferopol, også overgivet sig til en pro-russisk milits, bekræfter DR's udsendte medarbejder Thomas Ubbesen.

Overtagelsen skete relativt fredeligt og uden, der blev løsnet skud. Basen har været omringet siden starten af marts.

Personel tvunget ud på skibene

Tilbage i begyndelsen af marts overtog russiske styrker kontrollen med den strategisk vigtige havn Kerch.

To flådebaser i Sevastopol er i dag blevet stormet af militser. Den største, flådens hovedkvarter, faldt først, mens det militære personale på basen i Donuslav har fortrukket sig ud på flådens skibe. Ved samme lejlighed blev den ukrainske flådechef tilfangetaget.

Her afventer de, ifølge Thomas Ubbesen, lige nu instrukser fra Kijev om, hvad de skal gøre.

En militærbase i kystbyen Feodosia har også længe været omringet af, hvad der angiveligt er russiske soldater, mens en flådebase ved byen Novoozerne også er faldet i dag.

Vil ikke skyde på civile

Thomas Ubbesen har også talt med kilder på flyvebasen i Belbek.

Her har de ukrainske styrker stadig kontrol over basen, men ifølge basens leder så regner man med, at det blot er et spørgsmål om tid, før de også bliver stormet.

- Basens leder vil ikke skyde på civile, som militserne sender først ind, og derfor vil man nok overgive sig, fortæller Thomas Ubbesen, der lige nu er på vej til Belbek.

Ukrainske soldater ved deres måske sidste appel på Belbek flyvebasen nær Sevastopol. (Foto: © Thomas Ubbesen, DR)

Ubbesen: Ingen tvivl om at Rusland står bag

DR's Thomas Ubbesen vurderer, at Rusland er i gang med den helt store offensiv på Krim.

- Det sker mange steder, og det virker ret organiseret Så det virker som om, at russerne vil gøre det her hurtigt, fortæller han.

For Thomas Ubbesen er der ingen tvivl om, at det er Rusland, der er arkitekterne bag offensiven og ikke bare pro-russiske militser, der pludselig angriber.

- Der er overhovedet ingen tvivl i mine øjne. Det er den samme fremgangsmåde hver gang. Når militserne er brudt igennem, så følger de russiske soldater stille og roligt efter.

- De bærer ikke flag på deres uniformer, men vi ved, at de er russiske.