- I øjeblikket har russerne momentum og går fremad. Vi ser ukrainerne døje med mangel på våben og ammunition.
Sådan beskriver militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet situationen på den ukrainske slagmark lige nu.
Derfor ser han med bekymring på, at en amerikansk hjælpepakke til Ukraine i månedsvis har været taget som gidsel et indenrigspolitisk drama i den amerikanske kongres.
Blandt republikanerne har der nemlig været modstand mod at sende mere støtte til det krigsplagede land. Men nu skal der efter planen stemmes om den 426 milliarder kroner store hjælpepakke på lørdag, og udfaldet af den afstemning spiller en afgørende rolle på slagmarken i Ukraine, lyder det fra militæranalytiker Anders Puck Nielsen.
- Russerne vil presse hårdt på. Hvis ikke ukrainerne får mere at forsvare sig med, så vil de blive skubbet baglæns. Så vi vil hen over sommeren se, at frontlinjen rykker sig, så russerne tager mere og mere af Ukraine.
Ifølge Anders Puck Nielsen er det politiske slagsmål i USA ikke kun et problem for Ukraines mulighed for at holde stand ved frontlinjen, det er også bekymrende for resten af Europa.
- Det er USA, der skal levere vores sikkerhedsgaranti, og hvorfor tror vi, de vil være der for os, hvis de ikke var der for Ukraine? Det har åbnet diskussioner om, hvor meget vi kan regne med amerikanerne.
Se hele udsendelse i Deadline på DRTV.