24 sårede efter angrebet på et julemarked i centrum af Berlin i går aftes er blevet udskrevet fra hovedstadens sygehuse.
Det tyske politi skriver i en besked på Twitter, at den nyhed giver dem håb.
- Det giver os håb, 24 sårede fra #Breitscheidplatz (pladsen, hvor angrebet fandt sted, red.) er udskrevet fra hospitalerne og er igen hos deres pårørende.
https://twitter.com/PolizeiBerlin_E/status/811237887127810048
Klokken var lidt over otte i aftes, da en sort lastbil med polske nummerplader kørte over fortovet og direkte ind i menneskemængderne på et julemarked lige ved den berømte Gedächtniskirke.
Efter angrebet blev 52 sårede kørt på hospitalet. Tre af dem døde i løbet af natten af deres kvæstelser, og dermed har i alt 12 mistet livet. Den ene af de døde er en polsk lastbilchauffør, der befandt sig i bilen. Ifølge de sidste meldinger fra politiet var det ikke ham, der kørte bilen, og man har oplyst, at manden var blevet skudt.
Ud over den polske mand er seks af de døde identificeret som tyske statsborgere.
Politiet efterforsker angrebet som et terrorangreb. De anholdt kort umiddelbart efter angrebet en pakistansk mand, men har i dag på et pressemøde udtrykt tvivl om, hvorvidt han er gerningsmanden. Dermed kan der også være andre gerningsmænd eller medskyldige på fri fod.