Det er ikke gået stille for sig i britisk politik, efter Labour-politikeren og socialisten Jeremy Corbyn lørdag blev valgt som ny leder af det gamle britiske arbejderparti.
66-årige Jeremy Corbyns stærkt venstreorienterede linje med fokus på menneskerettigheder, højere skatter for de rigeste og hjælp til de fattige og flygtninge har skabt røre i den politiske andedam på de indre såvel som de ydre linjer.
Hele otte ledende Labour-folk i partiets skyggekabinet har forladt deres post efter Corbyns sejr, og nogle af modstanderne af den nye formand er tidligere Labour-ministre.
Selv Storbritanniens tidligere Labour-premierminister Tony Blair havde håbet på en anden formand.
Den åbnenlyse uro i arbejderpartiet får nu premierminister David Cameron, der er konservativ, til at strø salt i det åbne Labour-sår.
På det sociale medie Twittter skriver han søndag formiddag, at Labour nu er en trussel for Storbritanniens nationale sikkerhed, for økonomien og for de enkelte familiers sikkerhed.
https://twitter.com/David_Cameron/status/642984909980725248
Tørner sammen i spørgetime
David Cameron havde også før valget af den nye formand forsøgt at advare mod at vælge Jeremy Corbyn, idet han blandt andet er kendt som stor modstander af Storbritanniens krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.
Han har sagt, at Corbyn på formandsposten er 'skidt for Storbritannien'.
Ifølge en talsperson fra kontoret på Downing Street i London har Cameron dog ringet til Corbyn og ønsket ham tillykke med valget.
Onsdag i den kommende uge mødes de to politikere, som formentlig skal kæmpe om premierministerposten ved næste valg, for første gang efter formandsvalget i weekenden.
Vil være folkets stemme
David Cameron skal svare på spørgsmål fra de øvrige paralamentsmedlemmer i sin ugentlige 'spørgetime' på engelsk kendt som PMQ. Og Corbyn har allerede opfordret briterne til at sende ham de spørgsmål, han skal stille Cameron.
- Jeg vil være jeres stemme, skriver den nye Labour-formand til sine vælgere, beretter Sky News.
Internt i partiet mener kritikere af den nye leder, at Corbyns ultrarøde linje kan gøre det vanskeligt at vippe Cameron af pinden.
Men opbakningen til Corbyn ved lørdagems afstemning er ikke til at tage fejl af.
Han vandt formandsposten med næsten 60 procent af stemmerne og støtte fra 250.000 partimedlemmer, hvilket efterlod megen lidt opbakning til de to modkandidater, Andy Burnham og Yvette Cooper - begge var en del af regeringerne under Labour-premierministrene Tony Blair og Gordon Brown.