Datatilsynet skal se på om stemmestyret tv er lovligt

Forbrugerrådet Tænk vil have undersøgt, om Samsungs smart-tv er på kant med loven.

Samsungs nye tv kan modtage talte kommandoer via en mikrofon i fjerbetjeningen. Men mikronen kan også optage andre samtaler, hvis ejeren af tv'et ikke har slukket for stemmestyringsfunktionen. (Foto: © PAUL J. RICHARDS (arkivfoto), Scanpix)

Det lyder smart, at man kan skifte tv-kanal blot ved at åbne munden.

Men er det lovligt, at Samsungs nye smart-tv kan lagre og videresende alle samtaler i stuen via en mikrofon i fjernbetjeningen?

Det spørgsmål vil Forbrugerrådet Tænk nu have Datatilsynet til at svare på, fordi det nye tv ikke kun kan optage kommadoer som 'skift kanal' og 'vis tv-oversigten klokken 19.00'.

Forbrugernes vagthund er af den overbevisning, at tv-apperatets stemmestyringsfunktion er på kant med lovgivningen, fortæller direktør for Forbrugerrådet Tænk Lars Pram.

- Det er ret indgribende i vores privatliv at forestille sig, at ens samtaler med kæresten bliver optaget og sendt videre, mens man beder fjernsynet om at skifte kanal. Vi har ikke aktivt som forbrugere givet tilladelse til, at Samsung må gøre det her, siger han til DR Nyheder.

Slå mikrofon til og fra

Hvis man som køber af et smart-tv vil styre det med stemmen, skal man først aktivere en knap på fjernbetjeningen. Men Lars Pram mener ikke, at det nok til at sikre privatlivets fred.

- Vi har nogle regler, som sætter rammerne for de oplysninger, virksomheder må indsamle, og hvordan de vil behandle det. En virksomhed som Samsung skal indhente samtykke fra forbrugeren, før de gør det her. Det gør de ikke, siger han.

Tv'ets avancerede system har også vakt bekymring hos blandt andre Rådet for Digital Sikkerhed og IT-Politisk Forening.

Samsung skriver selv om tv'et:

'Hvis (...) talte ord indeholder personlig eller anden følsom information, vil den information være at finde i de data, der bliver opfanget og sendt videre til tredjepart'.

VIDEO Elektronik-kender: Samsung gider næppe optage private samtaler. Klik på play.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54da386aa11fa00a58366bed

Lars Pram var ikke selv klar over, at optagelserne ender i hænderne på en tredjepart, og han mener, at mange forbrugere heller ikke kender vilkårene for fjernsynsmodellen.

- Hvis det er lovligt det her, så bør loven i hvert fald laves om, siger han.

Samsung meddeler selv, at oplysningerne fra købernes tv bliver krypteret og kun brugt til at forbedre stemmegenkendelsesfunktionen.

Virksomheden understreger desuden i en mail til DR Nyheder, at deres tv "ikke passivt og automatisk optager al samtale i et rum, hvor tv'et er placeret."

- Fjernsynsbrugere skal aktivt trykke på optageknappen på fjernbetjeningen for at stille et spørgsmål og sætte gang i en søgning, lyder det.