Dansker på Mont Blanc: Det er uhyggeligt

En dansker, der torsdag eftermiddag er på vej ned fra Mont Blanc, er rystet over en lavine, der har dræbt ni.

Redningsmandskabet har travlt efter lavine-ulykken. Ni mennesker er indtil videre bekræftet dræbt (Foto: © JEAN-PIERRE CLATOT, Scanpix)

Jonas Moestrup fra Randers er torsdag eftermiddag på vej ned fra Mont Blanc i Frankrig.

Området blev torsdag morgen ramt af en lavine, der har dræbt mindst ni personer og såret ni yderligere, mens to fortsat meldes savnet.

- Det er uhyggeligt og tragisk, siger han.

Den danske bjergbestiger hørte først om ulykken, da han var på vej ned fra toppen af Mont Blanc.

Kun en dansker er kommet til skade

- I morges var vi på toppen, så vi hørte først om ulykken på vej ned. Vi er snart nede ved liften, som vi tager ned til byen, fortæller Jonas Moestrup til Ritzau over telefonen, mens han stadig er på vej ned af bjerget.

To danskere var involveret i ulykken. Ifølge Udenrigsministeriet er det dog kun en af dem, der er kommet til skade.

- Nogle af vores kammerater, som stadig er nede i byen, skrev til os, om vi var okay og fortalte os så, hvad der var sket, fortsætter han.

Chok: Besteg bjerget for tre dage siden

Lavinen fandt sted på et søsterbjerg til Mont Blanc, Mont Maudit.

- Det var rimelig træls, fordi vi har selv lige besteget det (Mont Maudit, red.) for tre dage siden. Så det var da et chok. Det kunne lige så godt have været os, siger Jonas Moestrup.

Det er langt fra første gang, der finder ulykker sted på Mont Blanc og de omkringliggende bjerge, og Jonas Moestrup kendte godt til risikoen, da han tog af sted.

En del af spændingen at det kan gå galt

- Der er en del af spændingen, at det kan gå galt, siger han og bliver afbrudt af en, der råber "stop" i baggrunden.

- Som du kan høre, så står jeg ved et stenskred, og der falder sten ned lige nu, siger Jonas Moestrup og fortsætter så:

- Men det er da en del af det, der gør det spændende - at det ikke er helt sikkert, men at det er op til dig selv.

Jonas Moestrup regner med at være helt nede senere torsdag eftermiddag, hvor han skal mødes med andre bjergbestigere i området og følge situationen. Så vidt han ved på nuværende tidspunkt, kender han ikke de to danskere, der var involveret i ulykken.