Dansker i Sri Lanka til turister: Kom tilbage!

DR har besøgt Sri Lanka tre måneder efter terrorangrebene.

- Vi er tilbage på det normale. Det eneste, vi mangler hernede, er turisterne, siger danske Henrik Melder, der har tilbragt de seneste seks år af sit liv i Sri Lanka.

Han sidder på terrassen i sit hjem, cirka en times kørsel fra hovedstaden Colombo, og mindes påskedag, hvor flere terrorangreb ramte landet.

Henrik Melder var selv i nærheden af en af bomberne, da han sammen med sin srilankanske hustru var på vej i kirke i Colombo.

- Angrebene fik arbejdsløsheden til at stige enormt. Turistindustrien er hårdt ramt. Og sideindustrierne til turistindustrien er blevet mere eller mindre udslettet, siger Henrik Melder.

Henrik Melder var tæt på et bombeangrebene i påsken.

Tre danske børn omkom

Terrorangrebet påskedag kostede 259 livet.

Det gjorde et stort indtryk på mange danskere, da det stod klart, at tre danske børn var blandt de dræbte på Shangri-La hotellet i hovedstaden Colombo.

Børnene var på ferie med deres forældre og en fjerde søskende, der ligesom forældrene overlevede bomberne.

Angrebene på kirker og hoteller blev udført af en gruppe radikaliserede muslimer, der alle var srilankanere.

Det menes, at cellen var inspireret af terrorbevægelsen Islamisk Stat, men de konkrete forbindelser mellem de srilankanske terrorister og IS står stadig ikke klart.

Ubrugte solstole på stranden i Unawatuna i Galle i juli 2019. (Foto: © DINUKA LIYANAWATTE, Scanpix)

Få vestlige turister

Udenfor Shangri-La hotellet, der ligger ud til vandet i hovedstaden, går familier eftermiddagsture og tager selfier foran de høje bølger, der ruller ind over store sten langs promenaden.

De turister, der kommer, er typisk fra Indien og Kina. Vestlige turister er der kun få af.

Selvom Sri Lanka har været fredeligt i månederne efter angrebene, er der nemlig stadig udbredt frygt for, ar myndighederne ikke har styr på sikkerheden.

Ikke mindst fordi det har vist sig, at sikkerhedstjenesterne var advaret om mulige angreb henover påsken og havde yderst detaljerede beskrivelser af terroristernes planer, uden at handle på informationerne.

Ifølge Ceylon Tourist Board besøgte 71 procent færre turister Sri Lanka i maj i forhold til maj 2018.

I juli er turismen fortsat mere end halveret sammenlignet med året forinden.

Hyacinth Gunawardene bestyrer et badehotel i byen Negombo. Det stod stort set tomt efter angrebene.

Halvtomme hoteller

Selvom turisterne langsomt er ved at vende tilbage til øen i Det Indiske Ocean, har de dog fortsat god plads langs strandene og ved de lyseblå swimmingpools på øens mange hoteller og resorts.

Men hotelbelægningen ser en anelse bedre ud i juli end i maj og juni, fortæller Hyacinth Gunawardene, der bestyrer et badehotel i byen Negombo.

- I begyndelsen var vi virkelig bekymrede, da antallet af turister var meget lavt. Nogle dage var kun ét eller to værelser optaget, siger Hyacinth Gunawardene.

Hotellet har 112 værelser, og når der er gæster henover sommeren, skyldes det primært, at hotellet har sænket priserne drastisk, sådan så flere srilankanere har råd til at forkæle sig selv med et ophold.

Dannebrog vajer over Henrik Melders bolig i Sri Lanka.

Myndighederne: Vær ekstra forsigtig i Sri Lanka

Når der faktisk er begyndt at komme lidt flere turister, skyldes det primært, at en række vestlige lande har slækket på advarslerne.

For eksempel opfordrer Udenrigsministeriets Borgerservice danskere til at udvise ekstra forsigtighed i Sri Lanka. I tiden umiddelbart efter angrebet frarådede myndighederne alle unødvendige rejser til østaten.

I mellemtiden er srilankanere næsten holdt op med at tale om den grufulde påskedag, fortæller Henrik Melder.

Men det er langt fra ensbetydende med, at de voldsomme angreb er glemt.

- Hernede kan man have en stor katastrofe, og tre uger efter er det sådan set glemt, fordi livet skal gå videre. Men, når man begynder at snakke om det, så kommer minderne frem, siger Henrik Melder.