Dansker er terrorsigtet i Marokko

En dansk-marokkansk mand med dansk statsborgerskab har siden 3. februar siddet fængslet i Marokko, sigtet for terroraktiviteter.

(Foto: © Colourbox)

Den danske ambassade i Marokko bekræfter, at en dansk statsborger med marokkansk baggrund er blevet anholdt og fængslet af de marokkanske myndigheder.

- Familien er underrettet, og han har fået den sædvanlige bistand fra dansk side. Vi kan ikke gå nærmere ind i sagen af hensyn til tavshedspligten, oplyser den danske ambassadør i Marokko, Lars Vissing, til Politiken.

Den anholdte, 37-årige Thami Najim, er ifølge Politikens oplysninger et ledende medlem af det yderligtgående islamistiske parti Hizb ut-Tahrirs marokkanske afdeling, hvor han angiveligt har fungeret som webmaster og it-ansvarlig.

Thami Najim er født og opvokset i Danmark, hvor han også har været blandt de toneangivende medlemmer i partiets inderkreds. I 2007 flyttede Najim permanent til Marokko med sin familie, hvorfra han siden har deltaget særdeles aktivt i Hizb ut-Tahrirs arbejde.

Bekæmper staten

Ifølge et sagsdokument er Thami Najim sigtet for at bringe Marokkos sikkerhed i fare, forsøg på at vælte det marokkanske regime samt for at have modtaget finansiel støtte fra udenlandske fonde til terroraktiviteter. Ifølge flere marokkanske medier var Najim "leder af en aktiv celle, der bekæmper staten".

Thami Najim er forhindret i at udtale sig, men hans søster, Fatiha Najim, siger:

- Min storebror er ikke terrorist. Han ville aldrig gøre en flue fortræd. Thami har ingen kriminel baggrund, og han har kun brugt sin ytringsfrihed. Hvis Thami havde begået terror, ville han indrømme det, siger hun.