Der er en dansker blandt de medarbejdere fra Læger uden Grænser, der torsdag aften blev bortført i Syrien. Det bekræfter organisationen over for DR Nyheder.
- På trods af vores opfordringer om diskretion i forbindelse med hændelsen i Syrien, har der været flere meldinger om vores kollegaers nationalitet i medier. Vi har derfor besluttet at bekræfte, at der er en dansker blandt de fem udsendte nødhjælpsarbejdere.
- Læger uden Grænser vil gerne understrege, at diskretion er ekstremt vigtigt for vores kollegaers sikkerhed, og vi vil ikke komme med yderligere information på nuværende tidspunkt, skriver Læger uden Grænser i en meddelelse på deres hjemmeside.
Fem bortført fra hus
De andre bortførte er fra Sverige, Belgien, Peru og Schweiz, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Fem medarbejdere fra Læger uden Grænser blev torsdag blevet bortført fra et hus i den nordlige del af Syrien af en ukendt gruppe.
Det er endnu ikke klart, hvem der har bortført de ansatte.
Læger uden Grænser i kontakt med "relevante aktører"
Ifølge den belgiske avis La Dernière Heure gik de ukendte bortførere særligt efter udlændinge.
Man har ikke hørt fra de fem siden, men Læger uden Grænser er i kontakt med alle "relevante aktører" i sagen.
Nødhjælpsorganisationen arbejder på seks hospitaler og fire sundhedscentre i det nordlige Syrien.
Nødhjælpsorganisationen er kendt for at sende læger til konfliktområder for at hjælpe lokalbefolkningen.
12 FN-ansatte dræbt
Læger uden Grænser har ikke fået det syriske regimes godkendelse til at distribuere hjælp i Syrien, og organisationen opererer således i områder, der er i hænderne på oprørerne.
Ifølge et dokument fra FN fra november er 12 FN-ansatte og 32 medarbejdere fra Røde Halvmåne blevet dræbt siden marts 2011.
Læger uden Grænser har projekter i over 60 lande, og hvert år sender organisationen også danske læger, sygeplejersker, jordemødre, administratorer og logistikere til projekter over hele verden.
/DR Nyheder/ritzau