Danske udviklingspenge føres via skattely

Udenrigsministeriets investeringsfond investerer i udviklingslande via skattely

Statens investeringer i udviklingslande føres via skattely, viser lækkede papirer. "Hvis ikke de løsninger var der, så ville investorerne ikke lave investeringerne," siger Nicolai Boserup, der er chefjurist i investeringsfonden IFU. (© DR)

Statslige penge finder også vej til skattely.

Den danske investeringsfond for udviklingslande IFU investerer via skattely, viser de lækkede paradis-papirer. Investeringsfonden hører under udenrigsministeriet.

- Hvis ikke de løsninger var der, så ville investorerne ikke lave investeringerne, siger Nicolai Boserup, der er chefjurist i IFU.

Pengene ville blive væk

- Så ville investorerne blive i Tyskland eller USA. Og så ville det betyde at der er en investering i det pågældende udviklingsland, som ikke kommer.

Men kritikere mener, at en statslig fond som IFU sket ikke bør placere investeringer via skattely.

- Det harmonerer rigtigt skidt at man har offentlige kroner som man smider ind i nogen strukturer, som langt hen ad vejen er designet til at undgå skat. Altså at vi bruger offentlige penge og smider dem efter skattely. Et enigt folketing har sagt at vi skal gå forrest i at bekæmpe skattely, så det harmonerer skidt at vi ikke med en statslig institution som IFU sikrer, at vi er med til at gå forrest i den kamp, siger Lars Koch fra Oxfam-IBIS.

Skovprojekt i Asien styres via Cayman Island

IFU bliver nævnt i de lækkede paradis-papirer i forbindelse med en investering i 2012 i et stort skovprojekt der hedder Tropical Asia Forest Fund, TAFF.

IFU investerer 30 millioner kroner i fonden.

Ifølge IFU har skovprojektet ikke betalt skat endnu, da projektet begyndte i 2012 og det endnu ikke har givet overskud.

TAFF har investeret i skovprojekter i Indonesien, Laos og Malaysia, men fonden selv hører hjemme i Cayman Islands.

Selv om TAFF hører hjemme i Cayman Islands, så styres fonden af firmaet New Forest, der hører hjemme i Australien. Og dem har IFU tillid til, siger Nicolai Boserup. Også i forhold til, at der vil blive betalt den skat der skal, også lokalt i landene i Asien.

Har tillid til teamet bag fonden

- Det er dét team som kontrollerer de virksomheder man har investeret i. Vores kontrol den er jo så af teamet. Vi sikrede vi os at vi har tillid til teamet inden vi investerede. Efter at vi har investeret får vi løbende rapporteringer fra teamet om, hvordan det går med hele fonden.

- Vi har jo også mulighed for at se de underliggende regnskaber, hvis vi har brug for det. Vi har også mulighed for at tage ud og se på investeringerne. Så vi følger ganske godt med i hvad de laver. Men det er rigtigt, at det er en indirekte investering. Så vi lægger også noget tillid hos det team, siger Nicolai Boserup.

Skat hjælper ulande til vækst

DR har forelagt konstruktionen for flere eksperter. De mistænker ikke IFU for at snyde i skat og konstruktionen er efter alt at dømme lovlig, men der er risiko for, at skovprojektet ikke vil betale skat lokalt i de lande, der investeres i.

- Vi ved at lokal skatteopkrævning og lokale skatteindtægter det er noget af det væsentligste for at sikre at udviklingslandene de har de bedste muligheder for at skabe økonomisk vækst, siger Rasmus Corlin Christensen, der er ved at skrive en PHD i International skatteret ved CBS.

- Og ved at støtte lande som Caymanøerne og andre lande hvor at det er muligt for folk fra udviklingslandene at undgå beskatningen, så svækker vi også deres mulighed i udviklingslandene for at opkræve den skat de har brug for til at yde helt basale offentlige services og selvfølgelig også skabe den infrastruktur som de har behov for at få økonomisk vækst.

Ulande drænes for milliarder i tabt skat

Netop udviklingslande bliver ofte taberne når der bruges skattelykonstruktioner til at investere i landene, siger Lars Koch fra organisationen Oxfam-IBIS:

- Vi ved at der forsvinder omkring 700 milliarder kroner om året fra udviklingslandene i tabte skatteindtægter når store selskaber de fifler med deres skattebetalinger, altså de flytter deres overskud til skattely i stedet for at betale skat i de lande hvor de har deres økonomiske aktivitet.

Burde gå forrest mod skattely

- Hvis vi ikke har den gennemsigtighed, så er det problematisk, for så kan IFU ikke være sikre på at de bidrager til skatteindtægter i de lande.

- Det der er udfordringen, det er, at når man investerer gennem de her skattely, så er det rigtigt svært at se hvad der foregår. Så er det rigtigt svært at se hvor skattebetalingerne de foregår i koncernen, man investerer i.

Ifølge IFU har skovprojektet ikke betalt skat endnu, da projektet begyndte i 2012 og det endnu ikke har givet overskud.

Men Nicolai Boserup understreger, at IFU gør alt hvad de kan for at kontrollere, at der bliver betalt den skat der skal i deres projekter – også lokalt i Asien i skovfonden TAFF.

-Det vi er sat i verden for, det er at skabe den lokale vækst i udviklingslandene, så det vi bliver målt på, det er hvilken udviklingseffekt vores projekter har. Og der er forskellige parametre man kan måle på, men den mest oplagte er jo nok arbejdspladser og gode jobs til de lokale, siger Nicolai Boserup.

Pensionskasse: Cayman Islands er ikke et skattely

Udover IFU er også to danske pensionskasser med i skovprojektet. Det drejer sig om Sampension og Lærernes Pension.

Paul Brüniche Olsen fra Lærernes Pension afviser, at det er et problem at investere via Cayman Islands.

- Cayman Islands har ikke siden 2009 af de danske skattemyndigheder været betragtet som et skattely, men det er sådan set uvedkommende. Fordi når vi investerer så gør vi meget ud af at sikre, at der betales den rigtige skat af det afkast som vores medlemmer får.

De skatteeksperter, DR har talt med, er ikke enige i, at Cayman Islands ikke længere er et skattely.

- Det er centrum for verdens kapitalfonde. Og bliver brugt lige netop til det. Fordi de tilbyder en nulskat som gør det muligt, det er ikke alle der gør det, men det gør de muligt at bruge Cayman Islands til skatteundvigelse. Så det er helt klart inkarnationen af hvad et skattely er, siger Lars Koch fra Oxfam IBIS, siger Lars Koch fra Oxfam-IBIS.

Sampension, der ligesom IFU og Lærernes Pension har investeret i projektet via Caymanøerne, ønsker ikke at stille op til et interview om sagen.

Mandag aften klokken 21.55 bringer DR dokumentaren ”Dine penge i paradis”.

Oplysningerne stammer fra lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Appleby og fra offshorefirmaet Asiaciti samt 19 virksomhedsregistre fra forskellige skattely.

Dokumenterne blev lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung, og er blevet givet videre til det internationale konsortium for undersøgende journalister, ICIJ, hvor Dagbladet Politiken og DR Dokumentar er medlem.