Seks danske muslimer, der deltager i en konference for muslimske lærde i Bahrain, har besluttet at udsende en fælles erklæring med en opfordring til at afblæse boykotten af danske varer.
De siger, at det ikke er muslimsk skik at straffe uskyldige, og dermed mener de ikke, at det er rimeligt, at det skal gå ud over for eksempel Arla eller Grundfos, at Jyllands-Posten har trykt tegningerne af Muhammed.
Blandt de danske deltagere er imamerne Abu Laban, Abdul Wahid Petersen, Abu Bashar, Shayk Raed Hlayhel og Ahmed Akkari. Også formanden for Dansk Islamisk Råd, Jihad Al Farra deltager.
Den eneste fra den danske delegation, der har fået tildelt reel taletid på konferencen er Århus imamen Raed Hlayhel.
Fred og forsoning
Konferencen er organiseret af fem muslimske organisationer. Blandt andre organisationen Den internationale Union af Muslimske Lærde, hvor formanden Yusuf al-Qaradawi. Han er en fremtrædende imam og har tidligere været en varm tilhænger af boykotten.
Yusuf al-Qaradawi taler nu overraskende om fred og forsoning.
- I starten havde boykotten en effekt. Den fik vores politikere frem på banen. Vi havde også håbet på en ændring af klimaet, men det er ikke sket. Nu hjælper boykotten ikke mere, og den rammer hverken Jyllands-Posten eller andre fra det politiske niveau, som også har en del i sagen, forklarer Yousuf al-Qaradawi.
Bahrainkonferencen foregår i moduler. I dag er der en række taler fra de forskellige muslimske organisationer. Efterfølgende vil deltagerne i workshop diskutere baggrunden for Muhammedkrisen og hvilket genmæle, der skal tages nu.
I slutningen af konferencen forventes det, at der vedtages en række resolutioner.