Dansk-tyrker dømt i terror-sag

Den 21-årig dansk-tyrker Abdulkadir Cesur er i Bosniens hovedstad, Sarajevo, blevet idømt 13 år og fire måneders fængsel for terrorplaner. En svensk medtiltalt fik 15 år og fire måneders fængsel.

Forsvareren for den svenske mand siger, at han vil anke dommen. (© DR)

Den 21-årig dansk-tyrker Abdulkadir Cesur er i Bosniens hovedstad, Sarajevo, blevet idømt 13 år og fire måneders fængsel i en terrorsag.

Hans svenske kammerat, "Maximus", blev i samme sag idømt fængsel i 15 år og fire måneder.

De to blev dømt helt efter anklageskriftet for at ville begå en terrorhandling mod Bosnien eller andre europæiske lande med det formål at få dem til at trække styrker ud af Irak og Afghanistan. Det eksakte mål kender kun de to, fremgik det af dommen.

Dansktyrkerens bosniske advokat, Semso Temin, siger, at der er tale om en politisk dom.

- Der er lagt et politisk pres på domstolene fra det internationale samfund. Det er udtryk for frygten for terror mere end for de beviser, der er fremlagt, siger Temin.

Forsvareren for den svenske mand siger, at han vil anke dommen.

Umærkelig reaktion

Abdulkadir Cesurs reaktion på dommen var næsten umærkelig. Han trak kun lidt på smilebåndet, da han fik dommen. Svenske Mirsad Bektasevich havde et overbærende, næsten hånligt smil om læberne, og det blev kun større, da han som den første fik sin dom.

De to blev anholdt i oktober. I den lejlighed, hvor de blev anholdt fandt politiet 20 kilo sprængstof, selvmordsbælte, håndvåben og en terrorvideo.

Hænger sammen med sag i Danmark

Otte dage senere blev fire unge mænd anholdt i Glostrup i Danmark. Deres sag er kædet sammen med sagen i Bosnien, og det menes, at den danske sag i høj grad kommer til at afhænge udfaldet af den bosniske retssag.

Båndet, som var blandt beviserne i den bosniske retssag, viser fremstilling af bomber, mens en stemme, der formentlig er den svenske medtiltaltes, blandt andet siger:

- Her gør brødrene sig klar til angreb (...) Dette våben vil blive brugt mod Europa, mod dem, hvis styrker står i Irak og Afghanistan.

Stammer fra Avedøre

Dansk-tyrkeren er født og opvokset i Avedøre. Både han og den svenske medtiltalte har fastholdt deres uskyld.

Straframmen for terrorisme i Bosnien er mindst tre og højst 20 års fængsel.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532fbb7b6187a21b2cf174cc