Dansk terrormistænkt bliver sendt ud af Tyrkiet

Den terrormistænkte bliver sendt hjem til Danmark.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har oplyst, at der frem til i dag har siddet 1.149 tilhængere af terrorbevægelsen Islamisk Stat i de tyrkiske fængsler. (Foto: © Attila KISBENEDEK, Scanpix)

Tyrkiet sender i dag en dansk statsborger, der mistænkes for terror, til Danmark.

Det oplyser en talsmand fra de tyrkiske myndigheder til det tyrkiske medie Anadolu.

Tyrkiet meddelte i sidste uge, at man mandag ville begynde at sende IS-krigere tilbage til deres hjemlande.

Også en tysker mistænkt for terror vil blive sendt hjem i dag fra Tyrkiet, oplyser talsmanden Ismail Catakli fra det Tyrkiets indenrigsministerium, mens syv andre tyskere hjemsendes på torsdag.

Det skriver blandt andet det tyske medie Focus Online.

Der vil ikke komme flere detaljer i dag i forbindelse med hjemsendelsen af den danske statsborger fra Tyrkiets side.

- Hjemsendelserne finder sted denne uge. Når de er overstået, er det muligt, at der kommer en ny udtalelse, oplyser det tyrkiske indenrigsministerium til DR.

Ifølge den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sidder der - inden de første sendes ud af landet - 1.149 tilhængere af terrorbevægelsen Islamisk Stat i de tyrkiske fængsler. Af disse er 737 udenlandske statsborgere.

Europæiske lande afviser hjemsendte IS-krigere

Den 9. oktober indledte Tyrkiet en offensiv i det nordøstlige Syrien mod den kurdiske milits YPG, som tyrkerne betragter som en terrororganisation.

Under den tyrkiske militæroffensiv blev 287 IS-tilhængere anholdt, heriblandt kvinder og børn. Der er tale om IS-medlemmer, der tidligere var tilbageholdt af kurderne.

En række EU-lande har tidligere afvist at tage imod IS-krigere, der er tilbageholdt af de kurdiske styrker.

Justitsminister Nick Hækkerup ville ikke i sidste uge oplyse, hvor mange fremmedkrigere der kan være på vej tilbage mod Danmark. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Tyrkiet har gentagne gange appelleret til EU-lande om at lade deres fremmedkrigere vende hjem - uden held.

Danmark har heller ikke udvist nogen interesse i at tage imod danske fremmedkrigere.

- De seneste udmeldinger fra Tyrkiet ændrer ikke ved regeringens linje. Fremmedkrigere er uønskede i Danmark og bør blive væk, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) i sidste uge.

Et flertal i Folketinget vedtog i sidste måned en lov om fratagelse af statsborgerskab fra danske fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab.

Med loven er det muligt for udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) at fratage fremmedkrigernes danske statsborgerskab uden rettergang.