Dansk talsmand for nej-kampagne: Tilbagegang for Tyrkiet

Godt 11.000 tyrkiske statsborgere har stemt i Danmark ved tyrkisk folkeafstemning. De fleste stemte ja.

Nej-fløjen i Tyrkiet har også været på gaden efter resultatet af folkeafstemningen blev kendt for at ytre deres utilfredshed. (Foto: © Yasin Akgul, Scanpix)

Talsmanden for nej-kampagnen i Danmark, Mustafa Topal, ærgrer sig over søndagens resultat af folkeafstemningen i Tyrkiet, hvor valgkommissionen sidst på aftenen har erklæret sejr for ja-fløjen.

Dermed kan der gennemføres en forfatningsændring, der vil koncentrere betydelig magt i et omdannet præsidentembede.

Mustafa Topal, der er ph.d. studerende på RUC, hæfter sig ved, at ja-siden vandt meget knebent.

- Erdogan og regeringen har haft magten, midlerne og ressourcerne til at føre en kampagne, der passer til dem. Det har fra starten af været en ulig kamp, en virkelig ulig kamp.

- På trods af den her ulige kampagne har Erdogan kun vundet med en lille sejr, så det viser også, hvor stor modstanden mod den nye forfatning i Tyrkiet har været, siger han.

Derfor mener Mustafa Topal heller ikke, at nej-tilhængerne kan ses som taberne af folkeafstemningen. Det er det tyrkiske demokrati og landets fremtid, der har tabt ifølge talsmanden.

- Det her valg vil ikke skabe en bedre fremtid og bedre vilkår for Tyrkiet.

- Det vil skabe endnu flere socialøkonomiske og politiske udfordringer, og det er vi kede af, siger han.

I Danmark har godt 11.000 personer med tyrkisk statsborgerskab benyttet muligheden for at afgive deres stemme på forhånd på Tyrkiets ambassade.

Ifølge opgørelsen fra det officielle tyrkiske nyhedsbureau Anadolu stemte 60,63 procent af dem ja til forfatningsændringen, mens 39,37 procent stemte nej.

/ritzau/