Påskesøndag blev flere hundrede personer dræbt i en række terrorangreb på kirker og luksushoteller i Sri Lanka.
Halvor Hansen og hans kone befandt sig få hundrede meter fra en af eksplosionerne:
- Vi sad og spiste morgenmad inde på hotellet med vores srilankanske venner, og ved 8.40-tiden hørte vi et ordentligt brag udenfor, fortæller Halvor Hansen, der er logistikmedarbejder på Vejle Bibliotek og har en fortid i Forsvaret.
Her til eftermiddag landede ægteparret i Billund Lufthavn efter tre uger i Sri Lanka, og den 'uhyggelige' oplevelse får dem ikke til at aflyse endnu en tur til den sydøstasiatiske rejsedestination.
- Det ændrer ikke på, at vi skal rejse derned igen. Vi har allerede planlagt vores næste tur derned til efteråret, fastslår han og uddyber:
- Man skal ikke lade sig skræmme af sådan noget. Men man skal selvfølgelig være opmærksom hele tiden, særligt som turister.
Flygtede væk fra angrebene
Halvor Hansen og hans kone har været hyppige gæster på Sri Lanka siden 1997 - selv om der var borgerkrig i landet frem til 2009.
- Vi har aldrig nogensinde følt os bange for at rejse dernede. Derfor har vi sagt til os selv, at det her ikke skal forhindre os i at tage ud og besøge vores venner dernede, siger Halvor Hansen.
Efter eksplosionen tæt på deres hotel valgte de dog at søge væk fra storbyen Colombo.
- Det virkede som om, at angrebene var koncentreret i et område, hvor der var rigtig mange mennesker. Derfor besluttede min kone, vores srilankanske venner og jeg os for at tage sydpå på øen, fortæller han.
Endnu en bombe desarmeret ved lufthavnen
På hjemrejsen blev ægteparret mindet om faren endnu engang:
- Da vi var på vej til lufthavnen, fandt man en bombe lige umiddelbart før, vi kom derop. Den blev så desarmeret af det srilankanske luftvåben dernede. De har virkelig været ude om sig - de, der har lavet terrorhandlingerne, siger Halvor Hansen.
Mindst 290 personer blev dræbt ved angrebene, heriblandt tre danske søskende.
Den srilankanske regering anklager en lokal islamistisk terrorgruppe for at stå bag.