Sårede personer med brandsår og blødende kroppe bliver behandlet på fortovet foran metrostation Maelbeek i Bruxelles
Det fortæller Jeppe Juul, der var tilstede ved nedgangen til metrostationen, da en kraftig eksplosion ramte et tog på Maelbeek Stationen klokken 09.11.
Han og andre vidner melder om adskillige sårede.
- Folk står og græder, og det er kaotisk. Der kommer sårede op fra stationen med en del brandsår. Der er nogle, der tydeligvis bløder fra ansigtet og kroppen, og folk er viklet ind i folie, siger han til DR Nyheder.
- Da jeg kom forbi, var der en enkelt politimand. Nu er der en del ambulancer og beredskab.
Jeppe Juul arbejder til daglig i Bruxelles for Økologisk Råd og valgte ikke at tage metroen i dag, da der i morges blev rapporteret om to eksplosioner i lufthavnen i Bruxelles.
Maelbeek metrostationen ligger cirka 300 meter fra EU-kommisionens hovedkvarter og ministerrådet, hvor topmøderne med EU's stats- og regeringschefer finder sted.
Flere andre vidner har ligesom Jeppe Juul også berettet fra tilstanden i den Belgiske hovedstad, hvor al trafikken er blevet indstillet.
Evan Lamos steg sammen med de andre passagerer ud metroen og gik resten af vejen langs sporet til Schuman metrostation.
https://twitter.com/evanlamos/status/712194836649082880
Tidligere i morges blev lufthavnen i Bruxelles også ramt af to eksplosioner i lufthavnen, og de belgiske myndigheder bekræfter, at der er 13 døde og 35 sårede i forbindelse med eksplosionen i lufthavnen.
Statsanklageren i Belgien bekræfter, at der er tale om en selvmordsbombe i Bruxelles Lufthavn.