Folk udklædt som uhyggelige klovne har de seneste par uger skabt rædsel flere steder utryg i blandt andet USA, Storbritannien, Norge og Sverige.
Det britiske politi har ligefrem udsendt en officiel advarsel mod de såkaldte ’killer clowns’ (dræberklovne, red.), som skræmmer folk. Ifølge Sky News er flere briter blevet truet af bevæbnede folk i klovnekostumer på gaden. Inspirationen til den uhyggelige klovneudklædning kommer efter alt at dømme fra Stephen Kings gyserroman ”Det onde”, der blev filmatiseret i 1990.
Det særprægede fænomen ærgrer Michel Højer, som er næstformand i den internationale forening Clown International. Han har selv i knap 25 år ”arbejdet” under klovnekunstnernavnet Njetski og frygter for konsekvenserne af skræmme-tendensen.
- Folk rundt i verden har set de her 'scary' film, og børn og voksne bliver bange for klovne. Så vi bruger meget tid på at arbejde med klovnefobier, og nu hvor angrebene tager til, ser vi, at vores erhverv bliver krænket, siger han til DR Nyheder.
Michel Højer er bange for, at rækken af klovneangreb kan medføre, at flere vil få coulrofobi - også kendt som fobi for klovne. En fobi, som han selv ofte møder på sit arbejde.
- Når jeg tager ud som cirkusklovn, kan man møde folk, der begynder at græde, fordi de er bange for klovne, siger han.
Derfor afholder Michel Højer årligt omkring ti kurser, der skal hjælpe folk af med deres klovnefrygt. Her kan deltagerne blandt andet se, når han bliver sminket. Det sker for at vise, hvad der er bag masken.
Uhyggelige klovne i Svendborg
Michel Højer deltog selv i en klovnefestival i Svendborg i pinsen, og også her oplevede man, hvordan klovnenes normalt positive og humørfyldte udtryk blev misbrugt til at skræmme.
Ifølge Michel Højer havde tre fyre iført sig uhyggelige klovnemasker, mens de – påvirkede af alkohol – rendte rundt og skræmte folk. Han understreger dog, at de intet havde med klovnefestivalen at gøre.
- Os, der er klovne, gør det her for at bringe glæde og omsorg, fortryllelse og fantasi til folk. Vi tager afstand fra de unge mennesker, som gør det her, for det gør mere skade end gavn, siger han.
Ifølge Fyens.dk havde de uhyggelige klovne også lange fingre og var involveret i et butikstyveri.