Den danske journalist Nagieb Khaja blev tidligere i dag banket af det tyrkiske politi, da han i forbindelse med en reportagerejse ville krydse grænsen til Syrien.
- På vejen ind over grænsen blev jeg opdaget af tre tyrkiske grænsevagter i et køretøj, som skød varselsskud op i luften, skriver journalisten på sin Facebook-profil.
- Da den ene betjent nåede hen til mig overdængede han mig med knytnæveslag. Jeg blev overrasket, men gjorde ingen modstand og dækkede mig for ansigtet og gentog, at jeg var journalist.
https://www.facebook.com/nagieb.khaja/posts/429391920600126:0
Nagieb Khaja krydsede grænsen velvidende, at de tyrkiske myndigheder havde lukket grænseovergangen til Syrien, og at det derfor var illegalt. Men det er den eneste måde at skildre de civiles hverdag i Syrien på, siger han.
Han har tidligere krydset grænsen uden problemer, men denne gang var betjentene i et noget andet humør.
- Da den aggressive betjent trak sig væk fra mig, tog jeg mit pressekort frem og viste det frem for at bekræfte min historie. Reaktionen fra to af betjentene var endnu mere vold. De angreb mig og smed mig ned på jorden og trampede og sparkede på mit ansigt og baghoved, mens de bandede af mig, skriver han på Facebook.
DR Nyheder fanger ham på en Skype-forbindelse, hvor han beskriver sin tilstand efter de mange slag og spark.
- Jeg har det fint bortset fra hovedpine og smerter forskellige steder. Men jeg er selvfølgelig vred over behandlingen, siger han til DR Nyheder.