Dansk journalist i London: Anspændt stemning i byen

Borgerne i London frygter, at et potentielt terrorangreb ved en moske kan være motiveret af hævn.

Tilskuere ser på politiets arbejde ved gerningsstedet. (Foto: © TOLGA AKMEN, Scanpix)

Endnu kender vi ikke årsagen til, at en varevogn i nat smadrede ind i en menneskemængde ved Finsbury Park moskeen i det nordlige London. En person er dræbt og otte såret, og den 48-årige fører af varevognen er pågrebet.

Politiet efterforsker episoden som en potentielt terrorangreb.

- Der har allerede været spekulation på Twitter, om angrebet er en form for hævn - altså at man prøver at hævne, at der har været en hel del terror i London og England i de sidste par måneder, fortæller den danske journalist Sandra Kilhof, som dækker sagen for Bloomberg Radio i London.

- Man er bekymret for, om det her er en slag mod det muslimske samfund, også fordi det foregik tæt ved en moske efter ramadanen.

Vrede mod myndigheder

I sin hverdag i London oplever Sandra Kilhof ikke, at der er en hadsk stemning i Storbritannien, som er blevet ramt af tre terrorangreb de seneste måneder.

- Det, der jo er kendetegnet ved Storbritannien, er jo, at folk er rigtig gode til at forholde sig roligt, når sådan noget her sker, siger hun.

Men alligevel fornemmer hun, at briterne - især i London - har stigende problemer med at leve op til mottoet om, at "keep calm and carry on" - bevar roen, og fortsæt som hidtil.

Det skyldes blandt andet en hændelse, som efter alt at dømme ikke havde noget med terror at gøre: Branden i sidste uge i boligkomplekset Grenfell Tower, hvor omkring 70 mennesker menes at være omkommet.

- Der er er en vrede overfor myndighederne, og der er generelt en mere anspændt stemning i London. Men jeg synes ikke, at jeg mærker noget til decideret had, siger Sandra Kilhof.

Følg begivenhederne live her.

Seneste angreb i England

  • 22. marts.

  • En terrorist kørte ind i fodgængere på Westminster Bridge ved det britiske parlament og dræbte tre. Efterfølgende kørte han ind i et hegn og prøvede at tiltvinge sig adgang til parlamentet, inden han blev skudt og dræbt af politiet. Flere end 50 personer blev såret under angrebet.

  • 22.maj.

  • Angrebet i Manchester 2017 var en eksplosion uden for Manchester Arena i Manchester, efter en koncert med den amerikanske sangerinde Ariana Grande. 22 blev dræbt og omkring 59 såret. Gerningsmanden blev også dræbt ved hændelsen.

  • 3. juni dræbte tre formodede islamister otte mennesker og sårede 48 ved at køre fodgængere ned på London Bridge og knivstikker mange i Borough Market i den britiske hovedstad.