Den danske journalist Jeppe Nybroe er blevet frigivet, efter han har været holdt fanget i Syrien i en måned.
Det erfarer DR Nyheder.
Jeppe Nybroe blev for knap en måned siden bortført, mens han befandt sig i Bekaa-dalen i det østlige Libanon på grænsen til Syrien.
Han var i Libanon for at arbejde.
Bortførerne førte ham over grænsen til Syrien, hvor han har siddet fanget i et hus, mens der foregik forhandlinger om hans løsladelse.
Jeppe Nybroe befinder sig på et ukendt, men sikkert sted.
- Han har det efter omstændighederne godt. Men nu har han og familien brug for ro, siger hans bror Jacob Nybroe til DR Nyheder.
- Han er nu på et sikkert sted. Mere vil vi ikke sige af hensyn til andre gidsler i området.
Måtte flygte fra Libyen
Jeppe Nybroe er 40 år, og har i de seneste år haft forskellige ledende journalistiske jobs i Mellemøsten.
I efteråret blev han ansat som nyhedschef på den mongolske tv-kanal Mongol TV.
Før det var Jeppe Nybroe nyhedsredaktør på den libyske tv-station Libya Alhurra TV.
Udsat for overfald før
Her havde han blandt andet til opgave at tilrettelægge dækningen af det første frie, nationale valg efter 42 år med Gaddafi-styrets diktatur.
I den forbindelse blev han udsat for et overfald på et hotel i Benghazi i Libyen.
Det skete, efter han havde protesteret imod, at han blev underlagt censur fra sin egen chef i valgdækningen på tv-stationen.
I Danmark har han blandt andet været ansat på DR, BT og TV 2.