I maj 2017 blev Dennis Christensen anholdt under en gudstjeneste for Jehovas Vidner i byen Orjol, syd for Moskva.
Danskeren har været fængslet lige siden. Men nu har en domstol godkendt en anmodning om tidlig løsladelse, oplyser Jehovas Vidner i Rusland.
Jehovas Vidner er forbudt i Rusland. Dennis Christensen blev i 2019 idømt seks års fængsel for at tilhøre en "ekstremistisk organisation".
Han kan nu få omdannet resten af sin afsoning til en bøde på cirka 38.000 kroner.
Deportering til Danmark
Dennis Christensens advokat vurderer, at der går nogle uger, inden danskeren kan forlade fængslet i Lgov i det vestlige Rusland. Advokaten forventer, at Dennis Christensen vil blive deporteret til Danmark umiddelbart efter løsladelsen.
- Det er urimeligt, efter Dennis' hårde oplevelser i fængslet, at han skal betale en bøde, udtaler talsmand for Jehovas Vidner Jarrod Lopes ifølge nyhedsbureauet AP.
- Dagens afgørelse fjerner heller ikke det faktum, at Dennis, en fredelig kristen, stadig er uretfærdigt stigmatiseret af at være dømt som ekstremist.
Jehovas Vidner oplyser, at 353 medlemmer af kirken i øjeblikket er anklaget for ekstremisme i Rusland. 34 sidder i fængsel, og 24 er placeret i husarrest.
Se Dennis Christensens reaktion på dommen i februar 2019:
Overraskende udfald
Jess Kjær Nielsen, som er ven af Dennis Christensen, fortæller, at det er fjerde gang, danskeren anmoder om at blive løsladt.
- Jeg er meget overrasket. Vi var egentlig sat op til, at det ville blive fjerde afvisning, fordi de altid fandt på ting og sager, som kunne hindre ham i prøveløsladelse, siger Jess Kjær Nielsen til DR Nyheder.
Han siger, at anklagemyndigheden nu har 14 dage til at gøre indsigelse mod rettens afgørelse. Jess Kjær Nielsen mener, at det er for tidligt at fejre sin vens løsladelse.
- Man forventer det værste. Det har virkelig været op ad bakken de sidste tre-fire år. Så vi tror ikke på det, før han står i lufthavnen i København.
Den første dom
Baggrunden for anholdelsen af Dennis Christensen var ændret russisk lovgivning. Den siger, at Jehovas Vidner er en ekstremistisk organisation, der udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og mod offentlig ro og orden.
Enkeltpersoner kan ikke forfølges for deres tro, men formelle strukturer skulle opløses.
Dennis Christensen blev anholdt, fordi anklagemyndigheden betragtede ham som leder af gruppen og udbredte ekstremistisk materiale.
Dommen over danskeren var principiel, fordi han ifølge Amnesty International var det første medlem af Jehovas Vidner, som blev straffet efter den ændrede lovgivning.