Dansk frømand med usædvanlig opgave: Christian skal hjælpe magtfuld hærfører mod Islamisk Stat

Efter hårde kampe mod Islamisk Stat beder Irakisk Kurdistan nu om dansk hjælp til at styrke hæren.

Den tidligere danske frømand Christian Spohr (tv.) er strategisk rådgiver for vicepræsident i Irakisk Kurdistan, Sheikh Jafar Mustafa (Privatfoto).

Som tidligere frømand har Christian Spohr før stået i vanskelige situationer. Men den mission, han nu skal ud på, hører trods alt til de mere krævende.

Som ny strategisk rådgiver for vicepræsidenten i Irakisk Kurdistan skal han arbejde for, at Danmark eller andre lande vil støtte en ny sergentskole for selvstyrets hær af Peshmerga-krigere.

- Det er en vigtig sag. Den ligger tæt på mit hjerte. Som menneske og tidligere soldat har kurderne vundet stor respekt hos mig - ikke mindst efter de seneste års krig mod Islamisk Stat, siger han.

Frømandsuniformen blev for år tilbage udskiftet med pæne, civile klæder.

Han er netop trådt ind på Christiansborg. Iført pæne sorte sko og en knælang mørkeblå frakke står han ved foden af trappen op til Vandrehallen.

Her venter han på sit første møde med en politiker fra det danske Folketing. På vegne af vicepræsident Sheikh Jafar Mustafa og Peshmerga-styrkerne i det nordlige Irak.

- I dag skal jeg afdække, om der er dansk interesse fra politisk side for at opbygge en Peshmerga-sergentskole efter dansk model - enten fuldt eller delvist støttet af Danmark.

- De kurdiske soldater er modige og har viljestyrke. Men de mangler organisering, udstyr og træning, siger Christian Spohr.

Familiefar og tidligere frømand

Christian Spohr er pæredansk, familiefar og 40 år gammel. Han arbejdede tidligere ni år i det danske forsvar. Af dem var han syv år i Frømandskorpset, hvor han var udsendt til brændpunkter i Afghanistan og ved Afrikas Horn.

Efter syv år i Frømandskorpset lavede Christian Spohr sikkerhedsfirmaet Eagle Shark i 2011 (Arkivfoto). (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I 2011 lavede han sikkerhedsfirmaet Eagle Shark, der beskæftiger sig med privat efterforskning og it-sikkerhed. Det er et arbejde, hvor opgaverne som oftest begynder, når kunden betaler den første faktura. Men ikke denne gang.

- Jeg får ikke penge for det. Så der er rigtig meget på spil for mig personligt. Dels tiden, som går fra familien. Men der er også en vis sikkerhedsrisiko. Ikke desto mindre mener jeg, at det er en vigtig sag, som jeg føler og brænder for.

Vicepræsident og Peshmerga-general

Selvstyreområdet Kurdistan ligger i den nordlige del af Irak. Et område med knap 6 millioner indbyggere, der også kaldes for Irakisk Kurdistan.

Formelt er Kurdistan en del af Irak. Men regionen har selvstyre med eget parlament, egen præsident og sin egen hær - ‘Peshmerga-styrkerne’.

Selvstyreområdet Kurdistans vicepræsident hedder Sheikh Jafar Mustafa.

Han er samtidig general og øverstkommanderende for Peshmerga-hæren. Det er ham, der har udnævnt Christian Spohr til sin strategiske rådgiver.

- Jeg tør godt kalde ham for verdens mest erfarne, nulevende feltmarskal med cirka 40-50 års krigserfaring. Samtidig er han et stort forbillede for rigtig mange kurdere, fordi Peshmerga virkelig betyder noget for mange.

Vicepræsidentens blik er ‘benhårdt’, beskriver han.

Vicepræsident og Peshmerga-general Sheikh Jafar Mustafa (th) i selskab med danske Christian Spohr.

- Det er som om, han kigger direkte igennem én. Det er en mand, der har truffet beslutninger med store konsekvenser for både ham selv og andre, beskriver Christian Spohr.

Gennem tiden har soldaterne fra Peshmerga da også udkæmpet mange krige og lokale magtkampe i kampen for en selvstændig, kurdisk nation.

I midten af 90'erne var våbnene rettet indad og selvstyret splittet af en borgerkrig, der i dag betyder, at magten i Kurdistan er delt ligeligt mellem de to store partier, KDP og PUK.

Siden 2014 har Peshmerga stået sammen og udkæmpet hårde slag mod en fælles fjende, terrororganisationen Islamisk Stat. Med militær støtte fra både USA, Tyskland og sågar Tyrkiet.

Selve ordet Peshmerga betyder ‘den, som går døden i møde’. En skæbne som mange mødte i kampene mod Islamisk Stat, fortæller Christian Spohr.

- De gik forrest mod Islamisk Stat og vandt mange kampe. Men de led også store tab.

  • Kurdiske Peshmerga-krigere i ildkamp med Islamisk Stat i en landsby nær Mosul i Irak, efteråret 2016. (Foto: © Ahmed Jadallah, Scanpix)
  • Den kurdiske milits fik en vis hjælp i form af våben og luftstøtte fra blandt andet USA i kampene mod Islamisk Stat. Men det var lokale tropper, der stod i forreste linje. (Foto: © ARI JALAL, Scanpix)
  • Her er det kurdiske Peshmerga-krigere, der var involveret i kampene omkring hovedbyen Mosul i efteråret 2017. (Foto: © ARI JALAL, Scanpix)
  • Kampene betød, at den kurdiske milits tog krigere fra Islamisk Stat til fange. (Foto: © AKO RASHEED, Scanpix)
1 / 4

Møde med K-forsvarsordfører

En folketingssekretær giver hånd. Hun fortæller, at de konservatives forsvarsordfører Niels Flemming Hansen har tid nu, og viser vej til mødelokalet.

Christian Spohr er ikke alene om opgaven med at få den kurdiske sag ind på Christiansborg.

Men hans kolleger kan af sikkerhedshensyn ikke stå frem i offentligheden. Det er danske statsborgere, der har militære uddannelser fra Danmark. Men de har samtidig et stort kendskab til regionen, og derfor den rette profil til at arbejde i marken i Kurdistan og Irak.

Derfor skal gruppen undersøge, om der er dansk vilje til at støtte eller drive en sergentskole i Kurdistan, som Christian Spohr forklarer i videoen herunder.

Peshmerga-styrkerne er modige og motiverede. Men de mangler den rygrad af militær skoling og uddannelse, som er forskellen på en milits og et rigtigt militær, forklarer Christian Spohr.

- Danmark og Kurdistan minder på visse punkter om hinanden. Man har religionsfrihed, fri uddannelse og sundhedsvæsen. Kvinder er velkomne i Peshmergas geledder.

Befolkningens mentalitet minder om den danske. Derfor vil en sergentskole efter dansk forbillede være et rigtig godt match, forklarer han.

Irakiske kurdere før en folkeafstemning i 2017. De kurdiske dele af Irak har flere ting til fælles med Danmark, fortæller Christian Spohr. Blandt andet synet på religion. (Foto: © Ahmed Jadallah, Scanpix)

I forvejen har Tyskland en mindre træningsmission i Irakisk Kurdistan. Sammenlignet med det, som den internationale koalition mod Islamisk Stat foretager sig i Irak, er indsatsen i Kurdistan dog af mindre skala.

Christian Spohr fortæller, at Peshmergas efterretningsvæsen lige nu ser tegn på, at Islamisk Stat er ved at samle kræfterne til at føre undergrundskrig.

Derfor er det nu, der er brug for en dansk håndsrækning til selvstyrets væbnede styrker. Selv et lille bidrag kan gøre stor nytte, fortæller han.

- Vi har en mulighed som land for at gøre en stor forskel med et relativt lille bidrag.

Han udveksler håndtryk med konservatives forsvarsordfører, Niels Flemming Hansen. Politikeren byder på kolde colaer fra et køleskab, før de to lukker døren bag sig.

Ekspert: Irakisk regering kan blive et problem

Sheikh Jafar Mustafa er ikke en hr-hvem-som-helst, fortæller freelancejournalist og ekspert i kurdiske forhold, Deniz Serinci.

I 1990’erne spillede generalen en central rolle i opstanden mod Saddam Hussein, der i 1992 resulterede i, at Kurdistan blev en selvstyrende enhed i Irak.

Peshmerga-soldaterne deltog i 2003 på den amerikansk ledede koalitions side i kampene mod Saddam Hussein-tro tropper. Peshmerga-militsen erobrede dengang blandt andet den olierige provinshovedstad Kirkuk. (Foto: © Stringer/Turkey, Scanpix)

- I de senere år har han meget aktivt deltaget i krigen mod Islamisk Stat og jeg har sågar mødt ham ved frontlinjen flere gange, fortæller Deniz Serinci.

Han fortæller, at det er almindelig praksis i Irakisk Kurdistan at tilknytte konsulenter som Christian Spohr, og på den måde sikre en stærk tilknytning til vesten.

- De irakiske kurdere har et godt forhold til USA, et godt forhold til Tyrkiet samt er i modsætning til de syriske kurdere ikke på terrorlisten. Det styrker alt sammen muligheden for, at Danmark kan støtte dem, forklarer Deniz Serinci.

Til gengæld er det et problem, at støtte til Irakisk Kurdistan formelt skal godkendes af regeringen i Bagdad.

- Bagdad vil formentlig mene, at støtte skal gå gennem Irak og ikke en selvstyrende region. Danmark ville heller ikke bifalde, at en fremmed magt gik direkte til Grønland og uden om danske myndigheder, siger Deniz Serinci.

Han fortæller at Tyskland for ganske nylig har hjulpet kurderne militært, hvilket kan give medvind til den tidligere danske frømands arbejde.

Konservativ ordfører: Vigtig sag

Efter mødet siger Niels Flemming Hansen (K), at han har forståelse for ønsket om en dansk sergentskole i Kurdistan.

Han har dog brug for at undersøge, om det er problematisk, at Kurdistan er et selvstyre og ikke en stat.

Se K-ordførerens reaktion i videoen herunder.

- Jeg synes det er væsentligt, at han og hans hold kommer ind foran Forsvarsudvalget og fortæller om deres sag. Der sidder alle partiernes forsvarsordførere, som bagefter kan stille spørgsmål til Forsvarsministeren. På den måde kan vi få sat processen i gang, siger Niels Flemming Hansen (K).

Uden for Christiansborg har eftermiddagens mørke sænket sig. Christian Spohr fortæller, at han er tilfreds efter dagens møde. Bag den lukkede dør virkede ordføreren oprigtigt nysgerrig og interesseret.

- Det var bedre end forventet. På forhånd vidste jeg ikke rigtig, hvor han stod. Men det virkede som om, der var opbakning til projektet. Nu skal vi have nogle flere møder i stand, siger Christian Spohr.

Han knapper sin blå frakke og går ud ad Rigsdagsgården.