Dansk familie i Orlando: Har fyldt køleskabet med øl og kød og venter nu på Irma

Supermarkedshylderne i Orlando er ribbet for brød og vand, fortæller dansker i byen.

Anne Louise Korskilde (t.h.) rejser i Florida med sin familie. I alt er de 12 personer af sted. (Foto: © Anne Louise Korskilde, DR)

Ferien i USA er endt noget anderledes, end Anne Louise Korskilde havde forventet.

Hvad der skulle have været en ferie med sol og delfinsvømning er blevet en hel del anderledes, nu hvor en af de allerkraftigste orkaner, der nogensinde er målt i Atlanterhavet, kommer tættere og tættere på.

Fra lørdag klokken 17 - lokal tid - er Louise Korskilde og hendes familie henvist til at blive indendøre i det hus, som de har lejet i Orlando. Her er der nemlig varslet udgangsforbud.

- Alle udendørs ting skal tages ind – eller puttes i poolen, som de gør herovre. Og så har vi fået besked på, at badekarret skal fyldes op med vand, at få tanket bilerne og sørge for at have elektricitet og mad i køleskabet, forklarer hun.

- Da vi er danskere er det jo også kolde øl og kød, som de ikke går så meget efter herovre. Her er det brød og vand, som er meget svært at få fat i i øjeblikket.

Supermarkederne i Orlando er blevet rippet for brød, fortæller Anne Louise Korskilde, der er på ferie i byen sammen med familien. (Foto: © Anne Louise Korskilde, DR)

Skulle have været i Miami

Planen var ellers, at familien i går skulle have pakket deres ting i Orlando og kørt sydpå. Først til Miami på sydøstkysten af Florida, så længere sydpå til Key West, inden turen gik videre mod Tampa, der ligger på Floridas vestkyst.

På ferien skulle de blandt andet have set nationalparken Everglades og svømmet med delfiner.

Ingen af delene bliver nu til noget på grund af Irma - og selv hvis familien havde taget chancen og kørt sydpå skulle de kigge langt efter delfinerne, som nemlig også er blevet evakueret.

- Så har vi valgt at blive midt inde i landet, fordi det er rarere for alle og mere sikkert end at tage ud til nogen af kystbyerne, siger Anne Louise Korskilde.

Rolig lokalbefolkning

Orlando ligger omkring 320 kilometer nord for Miami, men selvom det er inde i landet gør folk meget ud af at sikre sig. Dog foregår alt under rolige forhold.

- De er på en eller anden måde mere vant til det og mere forberedt, end vi er. Mere rustet til det, fortæller Anne Louise Korskilde.

Familien har gjort sig mange tanker om, hvad de skulle gøre i takt med, at Irma har nærmet sig Florida. De har været i kontakt med rejsebureauet, folk der har boet i området og taget alle beslutninger i fællesskab.

Og selvom de modsat de lokale indbyggere ikke er vant til så voldsomme vejrforhold, så føler de sig ikke skræmt af situationen.

- Jeg tror, det er en blanding af, at vi ikke helt ved, hvad der venter os, og at befolkningen herovre faktisk tager det helt roligt. Så længe man tager sine forholdsregler, så kan man godt være rolig. Så vi er spændte uden at være skræmte, fortæller Anne Louise Korskilde.

De lokale myndigheder har opfordret 5,6 millioner indbyggere i Florida om at lade sig evakuere. Det giver lange køer på vejene i nordgående retning. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)

Irma på vej mod i Florida

5,6 millioner af Floridas indbyggere er blevet opfordret til at lade sig evakuere på grund, inden Irma rammer staten.

Det svarer til omkring en fjerdedel af alle indbyggere i staten, der er USA's tredjestørste, skriver AP.

Guvernør i Florida Rick Scott var igår ude og advare borgere mod at undervurdere Irma.

- Orkanen er bredere end hele vores stat og kan resultere i omfattende livstruende ødelæggelser fra kyst til kyst. Ligegyldigt hvilken kyst du bor på, så vær klar til evakuering, sagde han.

Irma ventes at ramme det sydlige Florida som en kategori 4 orkan i aften dansk tid. Irma ventes at bevæge sig langs Floridas vestkyst, men udviklingen er usikker. Irma vil dog ramme store dele af staten med livstruende vinde i løbet af søndag.

Indtil videre har Irma kostet 21 menneskeliv, skriver The Telegraph.