Danmark sender politi og sagsbehandlere til Grækenland

Danmark sender i første omgang 20 mand til Grækenland. Også indkvartering er i spil efter Tyrkiet-aftale.

EU-Kommissionen er ifølge Lars Løkke Rasmussen fortsat ved at danne sig et overblik over det mere præcise behov for tolke, logistik- og politifolk. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastslår fredag, at Danmark vil bidrage yderligere med mandskab til Grækenland.

Det sker for at hjælpe landet med den store logistiske opgave, der venter, efter at EU og Tyrkiet fredag indgik en aftale om at bremse strømmen af flygtninge og migranter over Det Ægæiske Hav.

- Vi vil gerne bidrage, vi vil gerne være med, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Danmark vil med kort varsel, formentlig umiddelbart efter påske, sende yderligere 20 personer til Grækenland, som skal hjælpe med asylsagsbehandling og politiarbejde.

Danmark vil muligvis også via Beredskabsstyrelsen stille indkvarteringskapacitet til rådighed for flygtninge i Grækenland.

EU-Kommissionen er ifølge Lars Løkke Rasmussen fortsat ved at danne sig et overblik over det mere præcise behov for tolke, logistik- og politifolk.

Men allerede lørdag eftermiddag vil chef for Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, Richard Østerlund la Cour, deltage i et møde i Bruxelles, hvor indsatsen skal koordineres.

/ritzau/