Mindst otte mennesker er blevet dræbt og 20 andre såret i et selvmordsangreb i den syriske hovedstad, Damaskus, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
Bilbomben var angiveligt rettet mod en klub for politibetjente i byen, og ifølge overvågningsgruppen er adskillige politifolk blandt de døde og sårede.
I første omgang forlød det, at eksplosionen var sket på et grøntmarked i den nordlige del af byen, men kilder fra Syriens Indenrigsministerium har siden korrigeret oplysningerne om angrebet.
Kilder fortæller, at selvmordsbomberen forsøgte at køre sin bil ind i klubben, hvor betjentene opholdt sig, men at han blev stoppet af sikkerhedsvagter.
- Derefter detonerede han sine sprængstoffer, hvilket forårsagede både dødsfald og personskader, siger en regeringskilde ifølge syrisk stats-tv.
/ritzau/