Dallas Politi: Dræbende bomberobot var sidste udvej

Politiet var nødsaget til at anvende en bomberobot for at dræbe den mistænkte. Det bliver ikke sidste gang, det sker, mener ekspert.

Micah Johnson skød og dræbte fem betjente under en demonstration mod politivold i Dallas, Texas. (Foto: © Erik S. Lesser, Scanpix)

Det var en usædvanlig situation, da politiet i Dallas fredag morgen dansk tid valgte at køre en robot monteret med en bombe hen til den mistænkte, der havde forskanset sig i et parkeringshus.

Efter flere timers forhandlinger og skudveksling mellem politi og og den 25-årige Micah Johnson, så politiet ingen anden udvej end at anvende robotten, hvorefter gerningsmanden blev dræbt.

Nu forsvarer politiet sin beslutning i en pressemeddelelse.

- Da alle forsøg på at forhandle med den mistænkte, Micah Johnson, mislykkedes under skudveksling, var det sidste udvej at bruge den mekaniske taktiske robot til at levere en eksplosionsenhed, der kunne redde betjente og borgeres liv, siger politiet.

Micah Johnson skød og dræbte fem betjente under en demonstration mod politivold i Dallas, Texas. Yderligere ni personer blev såret ved angrebet.

Robotbombe vil blive brugt igen

Ifølge The Guardian er det første gang, at politiet i USA bruger en bomberobot som våben.

Elizabeth Joh, juraprofessor ved the University of California, siger til avisen, at man vil se politiet bruge metoden mere i fremtiden.

- Dødbringende bevæbnede robotter rejser alle mulige nye retslige, etiske og tekniske spørgsmål, som der ikke er truffet afgørelse om på nogen systematisk måde, siger hun og uddyber:

- Vi er nødt til at udvikle regler og politik på området nu, fordi det helt sikkert ikke vil være den sidste gang, vi ser politiet bruge robotter på den måde.

I pressemeddelelsen kommer politiet ligeledes med yderligere detaljer om robotten.

Det er modellen Remotec Model F-5, og den var blevet udstyret med en forlængende kro og arm og havde 450 gram plastisk sprængstof.

Remotec Model F-5 ses på billedet. (Foto: © MC3 Damian Berg, Scanpix)